Ærø

Ø i Det Sydfynske Øhav mellem Als og Langeland på 88 km². Øen har 5.948 indbyggere (2024), og de største byer er Marstal og Ærøskøbing. Sammen med en række småøer og holme udgør den siden 2006 Ærø Kommune.

Ærø tilhørte oprindelig kronen, men fra ca. 1232 og frem til 1315 var øen ejet af de brandenburgske markgrever. Markgreverne har formentlig fået øen som arv efter kong Valdemar Sejrs datter Sophie, der var gift med markgreve Johan 1.

Fra 1331 og frem til 1410 tilhørte Ærø de holstenske grever. Øen kom hermed tidligere end det øvrige Sønderjylland under de holstenske grever, men øen blev sammen med det øvrige Slesvig erobret tilbage til kronen af dronning Margrete i 1410. Allerede i 1439 skiftede øen igen ejer og kom under hertug Adolf. Nu og de følgende 425 år forblev Ærø en del af hertugdømmet Slesvig, nemlig frem til 1864.

Ved arvedelingen i 1564 blev Ærø en del af hertug Hans den Yngres hertugdømme. Han oprettede tre hovedgårde på Ærø, nemlig Søbygaard, Gråsten og Gudsgave.

Efter Hans den Yngres død i 1622 tilfaldt øen hans ældste søn, Christian, der hermed måtte nøjes med den mindste del af faderens områder. Christian opførte hovedgården Voderup. Efter hertug Christians død i 1633 blev Ærø opdelt ligeligt i fire dele, som ved lodtrækning blev delt mellem de tre overlevende sønner af Hans den Yngre og deres afdøde bror Alexanders børn. Gudsgave tilfaldt hertug Hans Christian af Sønderborg, Søbygaard tilfaldt hertug Joachim Ernst af Pløn, mens Ærøskøbing med Voderup gik til hertug Philip af Glücksburg. Endelig tilfaldt Gråsten hertug Frederik af Nordborg, men han solgte hurtigt sin part til hertug Philip af Glücksburg, således at Glücksburgerne blev de førende godsejere på øen. Hertug Philip indrettede herregården Købinghof i Ærøskøbing som administrativt centrum for sine besiddelser på Ærø.

Søbygaard blev i den plønske hertugfamilies eje i de næste 100 år, indtil slægten uddøde. Gudsgave var i perioder i Gottorpernes besiddelse, blev senere konfiskeret af den danske konge og senere i 1684 overdraget hertug August af Pløn-Nordborg.

Både Als og Ærø havde fra gammel tid kirkeligt været knyttet til Fyn. Dermed kunne den danske konge hævde, at han og ikke hertugen efter Reformationen, hvor alt kirkegods tilfaldt kronen, havde den kirkelige overhøjhed over Ærø. Hertug Hans den Yngre havde kæmpet for at få dette ændret, men det lykkedes ikke. Også ved arvedelingen i 1634 blev det understreget, at hertugerne ikke havde rettigheder over kirkerne.

Frederik 5. samlede i 1749 øen under den danske krone. Landsbyerne udskiftedes 1773-74, og i 1787 fik samtlige fæstere fri ejendomsret til deres gårde. I verdslig henseende hørte Ærø til Slesvig. Årsagen til, at Ærø ikke som det øvrige Slesvig kom under preussisk styre efter 1864, var, at der skete et mageskifte mellem de kongerigske enklaver, som lå spredt over den vestlige del af hertugdømmet, og "De otte sogne" ved Kolding, et område omkring Ribe og så Ærø, som alle kom under Danmark. 

Søfart og landbrug har været øens traditionelle erhverv, men turisme, især indenlandsk turisme, er nu også vigtige erhverv med stor betydning for handels- og serviceerhvervene.

Litteratur:

Erik Kroman: Oversigt over Ærøs historie, i M. Eriksen: Rise sogns gårde, fæstere og ejere og deres slægt, 1960.

Carsten Porskrog Rasmussen m.fl.: De Slesvigske Hertuger, 2008.