Gå til leksikonoversigt

Andelsbevægelsen i Nordslesvig/Sønderjylland

Begreber

Det første andelsmejeri i Sønderjylland blev oprettet i Mejlby ved Lintrup i 1884, to år efter at det første danske andelsmejeri var blevet oprettet i Hjedding ved Varde. Ved Genforeningen i 1920 fandtes der 134 andelsmejerier (Mejerivæsen) i den del af Sønderjylland, der var blevet dansk. Også enkelte brugsforeninger og sparekasser hvilede på andelsprincippet, men det var få. 

Holm Andelsmejeri

Holm Andelsmejeri blev oprettet i 1888. Her et foto fra 1918.

Foto: Holm Lokalhistoriske Arkiv.

Det var først efter Genforeningen, at andelsbevægelsen for alvor vandt indpas i landsdelen. Af stor betydning var etableringen af seks sønderjyske andelsslagterier fra 1922 til 1926 med stor tilslutning fra landbrugerne. Der blev også etableret sønderjyske andelsvirksomheder på foderstof- og indkøbsområdet, men flere fik økonomiske vanskeligheder i 1920’erne som følge af store gældsbyrder og prisfald på landbrugsvarer.

I 1922 gik De Samvirkende sønderjyske Brugsforeninger konkurs, og flere sønderjyske foderstof- og indkøbsforeninger fulgte. Efterhånden fik andelsbevægelsen dog fodfæste. I 1939 var 58 sønderjyske brugsforeninger tilknyttet FDB, mens 42 indkøbsforeninger var tilknyttet den Fynske og den Jyske Andels-Foderstofforretning. Dertil kom andelssmøreksportforeninger i Sønderborg og Haderslev samt Dansk Andels Ægeksports afdeling i Haderslev og senere i Christiansfeld. I 1933 blev Andels-Kartoffelmelsfabrikken Sønderjylland etableret i Toftlund, og i 1951 fulgte Sønderjyllands Andels Mælkekondensering, Samden, i Ensted. De første sønderjyske andelsboligforeninger blev dannet i 1938, og Andelsbanken etablerede sin første filial i 1943. På forsyningsområdet blev der allerede i løbet af 1919 dannet fem sønderjyske andelselektricitetsselskaber. I 1922 fulgte dannelsen af andelsselskabet Sønderjyllands Højspændingsværk i Aabenraa.

Siden 1950’erne har andelsbevægelsen, især mejerisektoren, gennemgå et en massiv strukturrationalisering. Sønderjylland gik forrest i denne proces, og antallet af sønderjyske andelsmejerier reduceredes markant i takt med sammenlægninger i større andelsselskaber. I 2024 driver de danske andelskoncerner Arla og Danish Crown henholdsvis fire mejerier og tre slagterier i Sønderjylland. Andelsselskaberne er dog fortsat markante aktører i fødevare- og energisektoren.

Morten Andersen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2024.

Jels Brugsfoening

Jels Brugsforening, 1951. Brugsuddeler Peter Brink står bag disken.

Foto: Jels Arkiv.