Abelslægten

Gren af det danske kongehus. Under Abelslægten blev Slesvig udskilt fra kongeriget Danmark som et særligt område. Den danske kongesøn Abel blev i 1232 udnævnt til hertug af Sønderjylland og fik af sin far, kong Valdemar Sejr, overdraget området som len. I 1250 blev Abel valgt til konge efter sin bror kong Erik Plovpenning, men han døde allerede to år senere i en krig med friserne.

Som afløser på den danske trone blev Abels lillebror, Christoffer, valgt. Det betød, at hans egne efterkommere, Abelslægten, ikke blev konger, men fortsatte som hertuger af Sønderjylland indtil 1375, hvor slægten uddøde. I løbet af denne periode blev Sønderjylland et særligt territorium med egne institutioner og administration. Hertugdømmet blev stort set uafhængigt af Danmark, til gengæld blev forbindelsen til grevskabet Holsten styrket både kulturelt og økonomisk.

Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.