Aagaard Højskole
Højskole ved Oeversee (dansk: Oversø) i Sydslesvig. Skolen blev oprettet i 1863 af en tidligere lærer ved Rødding Højskole, Johan August Wiinsted (1830-1909). Wiinsted var i 1866 medstifter af Landboforening for Flensborg og Omegn. Skolens formål var dels at formidle nyttig landbrugsfaglig, naturvidenskabelig og sproglig kunnen, dels at vække og styrke kærligheden til fædrelandet.
Wiinsted fortsatte sit virke frem til 1869, og altså efter at Sønderjylland i 1864 var blevet en del af Preussen. Hans efterfølger var Hans Mikkelsen Tofte (1825-1917), som drev skolen frem til 1889. Hans betydelige indsats i det folkelige danske arbejde satte sig dybe spor på egnen. Da de tyske myndigheder i 1889 forbød al undervisning på dansk, så Hans Mikkelsen Tofte sig nødsaget til at lukke skolen.
Litteratur:
Wulf Pingel: "Landvolks Bildung ‑ Landes Wohl". Die Institutionalisierung deutscher Heimvolkshochschulen zwischen Königsau und Eider in den Jahren von 1769 bis 1921.