Clausen, Mads, 1905-1966, fabrikant
Mads Clausen, der var gårdmandssøn fra Elsmark ved Nordborg, var fra barnsben stærkt interesseret i teknik. Efter en kort læretid på en maskinfabrik kom han ind på Odense Teknikum og blev færdiguddannet maskiningeniør i 1927. Han var ansat på flere maskinfabrikker, bl.a. Brødrene Gram i Vojens, men arbejdede samtidig på sine egne konstruktioner. I 1933 begyndte han at opbygge en produktion af ventiler til køleapparater under navnet Dansk Køleautomatik- og Apparat-Fabrik. Han giftede sig i 1939 med Bitten Clausen og fik fem børn, deriblandt den senere koncerndirektør Jørgen Mads Clausen.
Med stor strategisk sans og klart blik for kommende behov søgte Mads Clausen konstant nye tekniske muligheder. Inspiration fra en rejse til USA i 1950 blev effektivt udnyttet til at gøre Danfoss, som hans virksomhed hed fra 1946, til en førende industri med akkordløn, kvindelige arbejdere, samlebånd m.m.
Han følte et stærkt ansvar for den egn og de medarbejdere, der var afhængige af en så lokalt dominerende virksomhed som Danfoss. Det kom til udtryk i udstrakte velfærdsforanstaltninger for medarbejderne og for egnen, f.eks. oprettelse af andelsboligforeninger, støtte til selvbyggere, bilkøbsordninger, efteruddannelsestilbud, fondsstøtte til kultur- og foreningsliv m.m. Selvom Danfoss blev en af landets største virksomheder, beholdt Mads Clausen sit kontor på fødegårdens loft indtil 1962.
Af Torben Vestergaard i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur:
Per Boje & Hans Chr. Johansen: En iværksætter. Historien om Mads Clausen og Danfoss. 1994
Dansk Biografisk Leksikon: Mads Clausen. https://biografiskleksikon. lex.dk/Mads_Clausen
Steen Hansen, Hanne: Danfoss. Arven fra Mads. J.H.Schultz Information. 1994
Bitten og Mads Clausen. Foto fra 1965.
Foto: Bitten og Mads Clausen Fond.