Gå til leksikonoversigt

Christiansfeld

Steder
Kongensgade i Christiansfeld, der løber fra syd mod nord og bl.a. krydser Lindegade. Foto fra 2021.

Kongensgade i Christiansfeld, der løber fra syd mod nord og bl.a. krydser Lindegade. Foto fra 2021.

Kolding Kommune. Foto: Palle Peter Skov.

By i Kolding Kommune ca. 12 km nord for Haderslev. Indbyggertallet lå i 2023 på 2.985. 

Christiansfeld blev grundlagt 1771-1773, da Brødremenigheden af Christian 7. fik tilladelse til på Tyrstrupgårds jorder at rejse en by, som kunne være et kristent samlingssted. Ved byens grundlæggelse var det samtidig kongens ønske, at der blev opbygget et center, der kunne fremhjælpe landets industri og håndværk.

Christiansfeld er et tidligt eksempel på en planlagt by. Kirkepladsen er byens naturlige centrum. Omkring den store plads ligger flere af menighedens bygninger, kirken, præsteboligen og det store søsterhus. De øst-vestgående parallelgader Nørregade og Lindegade udgik fra kirkepladsen. Kirkegården, kaldet Gudsageren, lå mod nordøst.

I 1783 bestod Christiansfeld af 38 ejendomme, og i 1801 var der 560 indbyggere. Tilgangen kulminerede i 1812, da medlemstallet nåede 652, hvortil kom godt 100 kostskoleelever. I 1867 fik Christiansfeld status af flække. Brødremenighedens ældsteråd var også byråd, og indtil 1920 blev borgmesterposten besat af et af Brødremenighedens medlemmer. Efter 1864 kom byen under preussisk styre, og befolkningstallet faldt.

Der blev med tiden anlagt adskillige fabrikker, men disse er efterhånden ophørt, og kun fremstillingen af Christiansfelder Honningkager er et minde om tidligere tiders erhverv.

Christiansfeld udviklede sig kun langsomt, men rundt Brødremenighedens by er der opstået en moderne by, hvor parcelhusområder siden 1960’erne har spredt sig mod syd, nord og især mod nordøst.

Indtil Kommunalreformen i 1970 havde Christiansfeld en særstatus som flække. I årene 1970-2006 var Christiansfeld administrativt centrum i Christiansfeld Kommune, men ved Strukturreformen i 2007 blev Christiansfeld lagt ind under Kolding kommune.

Christiansfeld er en af de bedst bevarede brødremenighedsbyer i verden, og i 2015 blev byen optaget på UNESCOs verdensarvsliste. 

Litteratur:
Inge Adriansen: Erindringssteder i Danmark. Museum Tusculanum.

Kobberstikket viser Christiansfeld i juni 1780.

Kobberstik af Johann Meno Haas. Det viser Christiansfeld i juni 1780, hvor den systematiske opbygning af byen tydeligt træder frem.

Det Kgl. Bibliotek.