Gå til leksikonoversigt

Foreningsliv, Tysk i Sønderjylland

Begreber

Det tyske mindretals foreningsliv omfatter forskellige selvstændige foreninger og forbund, der indgår i Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), der er både en paraplyorganisation og den centrale forvaltning (se det tyske mindretal). 

I centrum står den tyske skole- og sprogforening, Deutscher Schul- und Sprachverein, der driver 24 tyske børnehaver, 15 tyske privatskoler og det tyske gymnasium. Dertil hører en række skolefritidsordninger. Ud over at fungere som undervisningssteder bliver skolerne brugt til at afholde kulturelle, sociale og selskabelige arrangementer, og hver har sin egen lokale skoleforening. Efter dansk forbillede er der etableret en efterskole i Tinglev, hvor eleverne både kommer fra Nordslesvig (Sønderjylland), det øvrige Danmark samt Tyskland. Skolen hører under Volkshochschulverein für Nordschleswig.

Det tyske mindretals biblioteksvæsen hører under det tyske biblioteksforbund. Det omfatter et centralbibliotek i Aabenraa, biblioteker i Sønderborg, Haderslev, Tinglev og Tønder samt to bogbusser. Her er også udstillinger, foredrag og musikarrangementer. Forbundet for ungdomsarbejde, Deutscher Jugendverband für Nordschleswig (DJN) igangsætter aktiviteter for børn og unge. Det tyske roforbund, Deutscher Ruderverband, er en selvstændig forening. Ungdomsborgen Jugendhof Knivsbjerg og en række ungdoms- og fritidsklubber hører under DJN.

Det tyske mindretals politiske organisation er Schleswigsche Partei (SP), og det har i 2010-13 repræsentanter i byrådene i de fire sønderjyske kommuner, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Haderslev. Det tyske dagblad Der Nordschleswiger hører under Presseverein für Nordschleswig. Det tyske mindretals kirkeliv forestås på landet af Nordschleswigsche Gemeinde, der er en frimenighed forbundet med den slesvig-holstenske landskirke. I de fire købstæder er der tyske præster tilknyttet den danske folkekirke, og de varetager det tyske mindretals gudstjenester og kirkelige handlinger.

Sozialdienst Nordschleswig er et supplerende tilbud ved siden af det offentlige socialvæsen. Familierådgivere giver hjælp og rådgivning om sundhedsmæssige, psykiske eller økonomiske problemer. Socialtjenesten driver kursus- og mødestedet Haus Quickborn ved Flensborg Fjord. Landmændenes organisation, Landwirtschaftlicher Hauptverein für Nordschleswig, der også hører under BDN, tilbyder rådgivning og bogføring for landmænd. Deutsche Selbsthilfe er en gensidig kreditforening.

Der findes desuden talrige andre foreninger, fx Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft, som beskæftiger sig med Nordslesvigs historie og kultur, Deutsche Museen Nordschleswig omfatter Deutsches Museum Nordschleswig i Sønderborg og Deutsches Schulmuseum i Aabenraa. Nordschleswigsche Musikverein er en sammenslutning af kor, der hvert år opfører et af kormusikkens store værker. Ud over disse organisationer er små klubber som Mittwochsklub ellerTreffpunkt Schule, der også har betydning for mindretallets sociale og selskabelige sammenhold.

Af Frank Lubowitz i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: www.nordschleswig.dk. Deutscher Volkskalender Nordschleswig.