Gå til leksikonoversigt

Flække

Begreber

En bymæssig bebyggelse, som ikke havde købstadsprivilegier og var underlagt amtets eller landskabets domstole, men som havde egen øvrighed og ret til at drive handel og håndværk. Disse rettigheder blev i reglen givet som et særligt privilegium. Specielle var flækkerne kun, hvis man holder sig inden for Danmarks nuværende grænser. I europæisk sammenhæng var flækker et udbredt fænomen i Centraleuropa og England. 

I Slesvig og Holsten var der i alt 26 flækker. Blandt disse lå Arnæs, Augustenborg, Bredsted, Christiansfeld, Glücksborg, Højer, Kappel, Løgumkloster, Marstal, Nordborg og Wyk i Slesvig.

Tidsmæssigt kan flækkerne spores tilbage til senmidelalderesn, hvor der i løbet af 1300- og 1400-tallet dukkede en række nye byer op med reducerede købstadsprivilegier. I den preussiske købstadslov fra 1869 fik flækkerne deres særskilte regler, Von der Einrichtung der Gemeindeverfassung ohne kollegialischen Gemeindevorstand für kleinere Städte und für Flecken

Ved Genforeningen fik de nordslesvigske flækker efter forhandlinger hver deres særlige forhold til de daværende amter.

Af Kim Furdal i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.