Gram Gods
Gram nævnes i 1231 som kongelig ejendom. Den blev senere et adeligt gods og var fra 1617 det eneste betydelige i Haderslev Amt. I 1664 blev Gram købt af feltherre Hans Schack. Gram Gods omfattede i 1860 500 gårde og huse og et areal på over 10.000 hektar. Fæstegodset overgik i selveje efter 1873. Godset tilhørte greverne Schack og Brockenhuus-Schack til 2007, hvor det blev købt af Sanne og Svend Brodersen. De driver det i dag som økologisk landbrug og som eventcenter med bl.a. koncerter. I dele af hovedbygningen kan afholdes private fester. I den tidligere hestestald er indrettet restaurant, og ladegården Gramgården er omdannet til koncertsal, hotelværelser m.m.
Efter frasalg af skov og andre ejendomme omfatter godset i dag 440 hektar. Gram Slot består af tre fløje: østfløjen fra ca. år 1500, sydfløjen opført af Hans Schack 1669 og vestfløjen opført af Anna Sophie Schack 1752. Slottet er placeret på en holm i den opstemmede slotssø. Den store slotshave er i hovedsagen anlagt omkring år 1700, men fornyet efter orkanen i 1999.
Af Carsten Porskrog Rasmussen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Opdateret af Redaktionen 2024.
Litteratur: Sønderjysk Månedskrift 2002:4 (temahæfte om Gram Gods).
Gram, 2016.
Foto: Hjart, CC BY-SA 4.0.