Holsten

Omkring 1110 blev stormanden Adolf fra borgen Schaumburg ved Weserfloden indsat af den saksiske hertug som greve i Holsten (området omkring Itzehoe og Kiel) og Stormarn (området nord for Hamborg). Senere underlagde slægten Schauenburgerne sig det slaviske område Wagrien mod øst.

Fra 1200-tallet udgjorde disse tre områder et samlet territorium med vidtgående selvstændighed, normalt bare kaldet Holsten. I 1200- og 1300-tallet var Holsten delt mellem flere grevelinjer, bl.a. Holsten-Rendsborg, Holsten-Pløn og Holsten-Pinneberg. I 1390 samlede Rendsborg-linjen hele Holsten undtagen Pinneberg, og fra 1375/86 blev de desuden hertuger af Slesvig. Efter Rendsborg-linjens uddøen i 1459 kom Slesvig og Holsten under de danske konger, og i 1474 blev Holsten ophøjet til hertugdømme. Fra 1559 blev Ditmarsken indlemmet i Holsten. Ved Pinneberg-grenens uddøen i 1640 blev også Pinneberg forenet med det øvrige Holsten. 1490-1523 og 1544-1773 var magten over hertugdømmet delt mellem kongerne og andre hertuglinjer.

Holsten var, modsat Slesvig, del af Det Tysk-romerske Rige til 1806 og af Det tyske Forbund 1815-66. I 1864 blev Holsten og Lauenborg sammen med Slesvig afstået til Preussen og Østrig, og i 1867 blev de indlemmet i Preussen som provinsen Slesvig-Holsten. I 1946 blev delstaten Slesvig-Holsten oprettet, og i 1949 indgik den i Forbundsrepublikken Tyskland.

Af Carsten Porskrog Rasmussen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Carsten Porskrog Rasmussen, Elke Imberger, Dieter Lohmeier & Ingwer Momsen (red.): Die Fürsten des Landes. Neumünster 2008. Steen Bo Frandsen: Holsten i helstaten. 2008.