Halliger

Betegnelse for en lav ø, som ved flodtid bliver overskyllet, da der ikke er diger. Ordet stammer fra nordfrisisk og betyder egentlig helligt land, kirkejord, fordi kirken havde brugsret til ikke inddiget land. Halligerne var oprindelig en del af fastlandet eller øerne, men blev revet løs ved de store stormfloder i 1362 og i 1634. Efterhånden aflejredes igen sedimentmateriale, og halligerne opstod. Normalt oversvømmes halligerne 20-30 gange i løbet af en vinter. Oversvømmelser kaldes ”Land Unter”.

De fleste halliger er i dag beskyttet af lave diger. På de beboede halliger er husene bygget på værfter. Halligernes areal er gennem århundreder blevet eroderet af havet. De er i dag beskyttede af kraftige stensætninger mod vest. Store dele af halligerne henligger som fuglereservater. På halligerne lever man mest af kvægopfodring og turisme. 

Ud for den sydslesvigske vestkyst findes 10 halliger: Hamburger Hallig, Hooge, Südfall, Nordstrandischmoor, Oland og Langenæs, der alle er beboet året rundt. Süderoog, Norderoog, Gröde og Habel er ubeboede eller kun beboede om sommeren.    

Nord for grænsen lå der oprindeligt tre halliger, Langli vest for Esbjerg, Mandø, der var hallig, indtil den blev inddiget i 1937, og Jordsand ved Listerdyb syd for Rømø. I 1600- og 1700-tallet var Jordsand beboet, men pga. stormfloder og anlæggelsen af Hindenburg- og Rømødæmningerne svandt øens areal. I dag er Jordsand ikke registreret som en ø, men som et højsande (vegetationsløs sandflade i Vadehavet). Området er rasteplads for havfugle og sæler.

Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:
F. Dinsen Hansen: Nordfrisland – digernes land. Udgivet af Foriining for Nationale Friiske. Bygd 1976.
Richard Andersen: Vandringer syd for grænsen. Gyldendal 1981.
Ture i Nord- og Sydslesvig. Politikens forlag 1965.