Hiort-Lorenzen, Hans Rudolph, 1832-1917, journalist
H.R. Hiort-Lorenzen er søn af stænderdeputeret Peter Hiort Lorenzen fra Haderslev. Han blev i 1851 student fra Sorø Akademi og vendte derefter tilbage til Sønderjylland, hvor han tog juridisk embedseksamen i Flensborg i 1856.
Da der i samme periode herskede mangel på tyskkyndige danske embedsmænd i Mellemslesvig, gjorde han hurtigt karriere og blev udnævnt til både borgmester, politimester og byfoged i Eckernförde, hvorfra han efter kun et år blev forflyttet til embedet som herredsfoged i Satrup og Mårkjær herred med bopæl i Slesvig by.
I forbindelse med krigen i 1864 måtte han som dansksindet embedsmand tage flugten. Han kom til København, hvor han under krigen var bestyrer på det militære lazaret på Frederiksberg Slot. Efter fredsslutningen søgte han forgæves bestalling som advokat i Sønderjylland. I stedet købte han i 1868 dagbladet Dannevirke i Haderslev og udvidede i 1874 med dagbladet Freja i Aabenraa. Han kom som redaktør hurtigt i klammeri med de preussiske myndigheder med flere korte fængselsstraffe til følge.
I 1874 blev han tiltalt for majestætsfornærmelse, fordi han i sin avis havde givet plads til et indlæg af pastor Mørk Hansen i Vonsild. Ved retten i Kiel blev han idømt otte måneders fængsel i Magdeburg.
Hiort-Lorenzen forlod af frygt for en formel udvisning, der ville fratage ham muligheden for at besøge sin fødeegn, frivilligt Haderslev i 1877 og bosatte sig i København. Her fik han igen journalistiske opgaver som redaktør for bl.a. Nationaltidende. Han forlod redaktørarbejdet i 1893. Året efter udnævntes han til stiftsskriver i Roskilde og beklædte dette embede til sin død.
Hiort-Lorenzen var endvidere en kyndig genealog og medvirkede i 1884 ved grundlæggelsen af Danmarks Adels Aarbog.
Hans Rudolph Hiort-Lorensen. Udateret fotografi.
Det Kgl. Bibliotek.