Helgoland

Tysk ø i Nordsøen med 1.253 (2023) indbyggere under delstaten Slesvig-Holsten. Øen har et areal på 160 ha og består af Oberland i den nordvestlige del, der hæver sig op til 58 m.o.h., og det lave Unterland i den sydøstlige del. Ca. 1,5 km øst for hovedøen ligger Helgoländer Düne. Indtil stormfloden i 1720 hang de to øer sammen.

Dele af Helgoland består af en rød og lysbroget sandsten fra Trias-tiden. Den lokale rødfarvede flintesten eksporteredes allerede i stenalderen. Helgoland nævnes første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, men frem til 1470, hvor det fastslås, at øen hørte under det slesvigske domkapitel og dermed var en del af Slesvig, er øens statsretslige tilhørsforhold uklart. Ved delingen i 1544 blev Helgoland først overset, men blev siden en del af de gottorpske besiddelser frem til 1713.

Den isolerede, men strategisk vigtige ø, nød en høj grad af selvstændighed som landskab, og specielt fiskeriet omkring øen spillede en stor rolle. Amtmanden i Gottorp og fra 1639 amtmanden i Husum havde opsynet med de økonomiske anliggender og indsatte strandfogeden. Som følge af afstanden til øen var amtmandens magt dog reelt stærkt begrænset. Fra omkring år 1500 kendes en landfoged, der var forbindelsesled mellem landsherren og det lokale rådmandskollegium, hvor han deltog som formand. Indtil ca. år 1600 var landfogeden en lokal, men herefter blev embedet lagt sammen med kollegiet og varetaget af en fremmed. I 1587 fik øen en "Landesbeliebung", der svarede til en landsbyvedtægt. 

I 1807 blev øen besat af af britiske tropper i forbindelse med Napoleonskrigene, og i 1814 blev den en britisk kronkoloni. I dansk historie er Helgoland især kendt for Slaget ved Helgoland i 1864.

I 1890 blev Helgoland en del af Tyskland og knyttet til Holsten, idet Storbritannien til gengæld modtog den østafrikanske ø Zanzibar og andre besiddelser i Afrika. Helgoland blev herefter et stærkt støttepunkt for den tyske flåde. 

Ifølge Versaillestraktaten i 1919 blev Helgoland demilitariseret, men i 1935 vendte den tyske flåde tilbage.

Efter 1945 var øen en del af den britiske besættelseszone; befolkningen blev tvangsevakueret, og øen brugt som øvelsesmål for det britiske luftvåben, og hele øen blev nærmest sprængt i luften i 1947. 

I 1952 kom Helgoland igen under tysk suverænitet, og øen blev genopbygget.

Helgoland, der er bilfri, er i dag præget af turisme, hvor turisterne bl.a. besøger klipperne, bl.a. klippeformationen Lange Anna, eller drager fordel af told- og momsfri varer.

Af Kim Furdal i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen, Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2024.

Litteratur:

Gerret Liebing Schlaber, Hertugdømmet Slesvigs forvaltning, og samme: Administrative tilhørsforhold ... 2007.

A. Bantelmann m.fl., Geschichte Nordfrieslands, Heide: 1995.