Kær Halvø
Steder
Halvø beliggende på Als nord for Sønderborg, omkranset af Als Sund og Augustenborg Fjord. Her lå adelsslægten Holcks hovedgård Rønhave, kendt fra omkring år 1500. Den blev i 1906 omdannet til en preussisk domænegård, der ved Genforeningen blev overtaget af den danske stat. Herfra blev der i 1926 udstykket en husmandskoloni. Den sidste kamp i 1864-krigen foregik på Kær Halvø, og der findes mange krigergrave og mindesmærker. På halvøen ligger også Sønderborg Lufthavn.
Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.