Kongens Mose
Den statsejede del af et stort moseområde syd for Løgumkloster. Sammen med de privatejede moser mod syd og vest betegnes hele området nogle gange som Draved Mose. Kronen overtog ved Reformationen store landområder fra Løgum Kloster, herunder Draved Skov. Mosearealerne blev i tidens løb frastykket og solgt, men den centrale højmose på ca. 300 ha er stadig ejet af staten og forvaltes af Naturstyrelsen. Der har altid været indvundet tørv til brændsel fra moserne, men en større industriel udnyttelse af Kongens Mose blev først iværksat i 1955, hvor en del af området blev bortforpagtet til Pindstrup Mosebrug i 50 år.
Tørvegravningen ophørte sidst i 1960’erne, men de afgravede områder blev opdyrket, og opdyrkningen fortsatte til kontraktens udløb i 2003. Trods indgrebene er Kongens Mose stadig det mest uberørte stykke højmosenatur i Danmark efter Lille Vildmose i Himmerland. I den centrale del af mosen er et tørvelag på 6 m.
Under 1. Verdenskrig blev der i den højeste, centrale del af mosen dyrket kartofler af russiske krigsfanger fra krigsfangelejren ved Løgumkloster (se Krigsfangelejre i Sønderjylland). Selvom der kun var tale om en treårig periode, aftegner ”Russerfennen”, som den kaldes, sig tydeligt i landskabet i dag med et tæt græsdække modsat omgivelsernes lyngklædte højmosenatur.
Siden 2003 har Naturstyrelsen ryddet birkekrat og spærret de dybe drænkanaler, og fra 2009 er området igen fuldstændigt overladt til naturen. Kongens Mose (inkl. de privatejede dele) blev fredet i 1991. Der er adgangsforbud til de centrale dele fra 1. marts til 30. juni. Området kan beses hele året fra fugletårnet ved Teltkrovej.
Sammen med Draved Skov er Kongens Mose udpeget som både habitat‑ og fuglebeskyttelsesområde samt til en af de kommende 15 naturnationalparker.
Af Peter Ilsøe i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Opdateret af Redaktionen 2024.
Litteratur:
Skov- og Naturstyrelsen: Vandreture nr. 61.
Frede Gotthardsen: Kulturminder i Draved Skov og Kongens Mose, i: Sønderjysk Månedsskrift, 2000.
Udsigten over Kongens Mose fra fugletårnet. Foto fra 2019.
Foto: Hjart, CC BY-SA 4.0