Købstad

By med særlige rettigheder, egen administration og jurisdiktion (stadsret), oprindeligt givet af landsherren som særligt privilegium, men senere givet ved lov. Købstæderne havde eneret på at drive handel og håndværk og blev styret af et råd ofte med to borgmestre i spidsen og efterhånden også en valgt borgerrepræsentation.

En byfoged, der oprindeligt var landsherrens repræsentant i byen, blev med tiden en regulær embedsmand, bl.a. udøvende politimyndigheden. De fleste byer i Sønderjylland, bortset fra Slesvig, opstod i 1100-tallet, og tildelingen af en stadsret var afgørende for udviklingen fra by til købstad.

Den ældste stadsret i Danmark er Slesvigs fra omkring år 1200, og alle øvrige stadsretter i Sønderjylland på nær Tønder og Burgs tager udgangspunkt i denne. I Holsten gav greverne mange nye byer privilegier i årene 1236-1257, mens de slesvigske hertuger kom lidt senere i gang. Hertug Abel gav dog Tønder den lybske stadsret 1243. Dernæst kom Flensborg 1284, Haderslev 1292, Ekernførde ca. 1300, Burg 1329 (Lübecks stadsret), Aabenraa 1335 (stadsfæstelse af en ældre), Sønderborgs sikkert 1300-tallet og Ærøskøbing 1400-tallets anden halvdel.

Efter Reformationen kom Garding og Tønning 1590, Husum 1603, Frederiksstad 1620 til samt endelig Kappel 1870 og Glücksborg 1900. En mellemting mellem byerne og de rene landsbyer udgjorde i Slesvig flækkerne. I 1869 blev købstæderne omfattet af den preussiske købstadsordning for Slesvig-Holsten, og fra 1920 de danske købstadskommunallove af 1868 og 1933. I Danmark blev købstadsbegrebet afskaffet ved Kommunalreformen i 1970, mens det endnu eksisterer i Sydslesvig.

Af Kim Furdal og Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Danmarks gamle Købstadslovgivning, bd. 1. 1951.