Landsbyer i Sønderjylland

Samlede bebyggelser med flere gårde blev udbredte i løbet af jernalderen. I løbet af middelalderen fik landsbyerne en fastere struktur med landsbyfællesskab, kaldet ejerlag eller ejerlav. Det indebar, at gårdene havde deres jord spredt mellem hinanden, men dyrkede den i en fælles rotation og udnyttede især græsningen kollektivt. Den enkelte bondes rettigheder var reguleret efter anparter udtrykt i otting, mark guld eller andet. Fra 1500-tallet kendes de første landsbyvedtægter, som især regulerede landsbyens indre styre, græsningsrettigheder og fælles hegn. I bystyret havde alle gårdmænd normalt del, kådnerne havde undertiden, mens indersterne aldrig havde andel i bystyret.

Antallet af landsbyer voksede kraftigt i tiden 900-1300, men lå derefter stort set fast til 1700-tallet. I alt var der ca. 1.060 landsbyer i Slesvig i 1500- og 1600-tallet. De største fandtes dels i Stabelholm og syd for Tønder, dels på Als og Ærø. I marsken var der ikke noget landsbyfællesskab og dermed ikke landsbyer i egentlig forstand. Med landboreformerne ophævedes landsbyfællesskabet, og samtidig opstod der nye klynger af bebyggelser. Herved blev grænsen for, hvad der var landsbyer mere flydende.

Af Carsten Porskrog Rasmussen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Martin Rheinheimer: Die Dorfordnungen im Herzogtum Schleswig, bd. 1-2. Stuttgart 1999.

Per Ethelberg m.fl.: Det Sønderjyske Landbrugs Historie. Jernalder, Vikingetid og Middelalder. 2003.

Anne Birgitte Sørensen: Østergård. Vikingetid og middelalder. 2011.