Gå til leksikonoversigt

Marselisborg Mindepark

Steder

Mindepark ved Marselisborg, som med et areal på ca. 15 ha er det største af de ca. 150 mindemærker, der findes for 1. Verdenskrig. Midt i parken blev der den 1. juli 1934 indviet en cirkulær mindemur, som er indfældet i det skrånende terræn foran Marselisborg Slot. I muren, som har en diameter på 40 m, en længde på 130 m og en højde på 4,5 m, står indhugget navnene på 4.140 faldne krigsdeltagere i 1. Verdenskrig. Muren er opført i kalksten fra et stenbrud nær den franske by Verdun. Anlægget blev tegnet af arkitekt Axel Ekberg, mens muren er udsmykket med fire store relieffer, Udmarchen, Krigen, Våbenstilstanden og Hjemkomsten, udført af billedhuggeren Axel Poulsen samt en hovedfrise med et digt af tidligere statsminister J.C. Christensen, der i sine sidste leveår stod i spidsen for indsamlingsarbejdet til mindeparken.

Selve indvielsen var en stor begivenhed under overværelse af kongefamilien. Der var taler af repræsentanter for de forskellige monument-komiteer og statsminister Thorvald Stauning. Den officielle indvielsestale blev holdt af grev O.D. Schack.

Forhistorien til monumentet rummer en række paradokser. Mindeparken burde vel logisk set have ligget et sted i Sønderjylland frem for i Aarhus, men forskellige andre aarhusianske interesser var i spil. Mindemuren rummer som nævnt 4.140 navne, men der faldt yderligere mindst 1.500 sønderjyder under krigen, hvis navne altså ikke er med. Baggrunden er, at kun dansksindede sønderjyder måtte medtages, så et stort arbejde blev iværksat for at afgøre, hvem af de faldne man kunne regne som dansksindet sønderjyde, og hvem der havde være tysksindet sønderjyde. Lokale lærere, præster, sognefogeder og andre blev spurgt til de faldnes nationale holdning, et arbejde, amtmand Viggo Haarløv stod for. Tysksindede sønderjyder følte sig imidlertid ikke stødt over denne udelukkelse, bl.a. fordi det stred imod deres opfattelse af soldaternes kammeratskab på tværs af sociale og nationale skel. Faldne rigsdanskeres familier ønskede, at også deres slægtninge blev medtaget, hvilket skete, uanset om de havde kæmpet i de allierede hære eller på tysk side.

Det har reelt været en umulig opgave for Viggo Haarløv at afgøre, hvilke navne der skulle medtages på monumentet, fordi præmisserne var så uklare. Mindemuren er derfor ikke en facitliste over dansksindede faldne sønderjyder under 1. Verdenskrig, men mere et udtryk for et umuligt projekt i det nationale projekts tjeneste. 

Der var i 1925 blevet udskrevet en konkurrence om den kunstneriske udformning af monumentet. Valget blev afgjort ved en afstemning i Mindeparkens repræsentantskab, hvor et flertal valgte et naturalistisk forslag fra billedhuggeren Axel Poulsen. Dette forslag fik ingen opbakning fra de særligt kunstkyndige i komiteen, som i stedet pegede på et forslag udarbejdet af kunstnerne Einar Utzon-Frank og Mogens Bøggild, der var mere i overensstemmelse med tidsånden. De to kunstnere, som ikke vandt opgaven, anså konkurrencen for ugyldig, fordi de kunstkyndige dommere ikke havde stemt på det vindende projekt, og de lagde derfor sag an mod komiteen, som først blev afgjort i 1928 ved en højesteretsdom, som gik de to tabende kunstnere imod. 

Siden 1934 har der været afholdt mindehøjtidelighed med kransenedlæggelse på våbenstilstandsdagen den 11. november.

Litteratur: 

Inge Adriansen: Erindringssteder i Danmark, s.109-114, Museum Tusculanums Forlag, 2010.