Oeversee
(Dansk: Oversø) Landsby umiddelbart syd for Sankelmark Sø, ca. 15 km syd for Flensborg. Byen har 3.621 indbyggere (2023). Den er kendt for den imponerende kirke og Historischer Krug, en af de gamle hærvejskroer. Kroen, der nævnes første gang i 1519, fik kongelige privilegier af Frederik 7. i 1851 og har siden 1819 været ejet af familien Hansen-Mörck.
Om morgenen den 6. februar 1864, før Slaget ved Sankelmark, var der dansk hovedkvarter på kroen. I løbet af dagen blev kroen omdannet til lazaret og stabskvarter for østrigerne. Her blev der taget vare på sårede fra begge sider. Kroparret var med til at hjælpe, bl.a. blev der kogt frisk suppe til de sårede, en ret, det siden er blevet tradition at servere på denne dag til minde om slaget. Siden 1864 har kroen heddet Historischer Krug (dansk: Den historiske Kro).
I 2018 hærgede en brand, og de historiske bygninger nedbrændte. De tilbageværende bygninger blev restaureret, og i 2021 åbnede den renoverede kro.
Kirken i Oeversee
Kirken er præget af sin beliggenhed tæt ved Hærvejen og vadestedet over Trenen. Kirkens 1½ m tykke kampestenstårn fra 1100-tallet har tidligere været dobbelt så højt og brugt til beskyttelsesrum og opbevaring af forråd i urolige tider. Kirken er viet til de vejfarendes helgen, Sankt Jørgen. På kirkegården ses danske krigergrave, bl.a. ligger oberstløjtnant Jacob von Stürup (1792-1848) fra jægerkorpset her. Han faldt den 24. april 1848 i kampe ved Oversø under tilbagetrækningen fra Slesvig. Endvidere ligger Meta Røh begravet på kirkegården.
Kirken i Oeversee med det markante runde tårn. Foto fra 2017.
Foto: Marseille77, CC BY-SA 4.0