Gå til leksikonoversigt

Pamhule Skov

Steder

Pamhule Skov er en ca. 355 ha stor statsskov ved Haderslev. Den indgår i et ca. 750 ha statsejet skov- og naturområde i Haderslev Tunneldal mellem Stevning Dam og Marstrup. Navnet er sammensat af pam, som betyder bakke, og hule, som er kløft. Pamhule Skov betyder altså skoven i bakkerne ved kløften. Det er en udpræget løvskov domineret af bøg, men både løv-og nåletræ vokser godt. Haderslev Dyrehave på 100 ha udgør en del af skovområdet. Dyrehaven blev etableret i 1994 og rummer en del hjortevildt, hovedsagelig dåvildt og lidt kronvildt.

Skoven er udpeget som særligt naturområde (Natura 2000), idet den rummer særlige naturværdier herunder et rigt fugleliv, bl.a. med mange rovfugle. Endvidere er en del af skoven udlagt til urørt skov og særlige driftsformer. Havørnen kan ses kredse over Hindemade, der er et 65 ha stort sø- og engområde i den nordlige del af Pamhule Skov. Området er et gammelt moseareal, som i 1994 blev genskabt til en ca. 45 ha stor sø omkranset af engområder. Vandkraften i Pamhule Skov har været udnyttet, da der i 1850’erne blev stemmet vand op og etableret en kradsuldsfabrik. Skoven er kuperet og smuk med afmærkede vandreruter, flotte udsigter og et fugletårn ved Hindemade.

Af Inge Gillesberg i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Skov- og Naturstyrelsen: Vandreture nr. 60. Peter Friis Møller og Henrik Staun: Danmarks Skove. 2001.