Rømødæmningen
Dæmning mellem fastlandet vest for Skærbæk og Rømø med en længde på 9,2 km. Byggeriet blev vedtaget i Rigsdagen i 1939, påbegyndt i 1940, men dæmningen blev først åbnet den 18. december 1948, da arbejdet blev forsinket pga. 2. Verdenskrig. Prisen var ca. 20 mio. kr. Vejbanen var 6 m bred og blev udvidet til 11 m i årene 1963-1965. Dæmningen ejes af staten (Kystdirektoratet) og Tønder Kommune, hvor staten er ansvarlig for skråningerne, kommunen for de to øverste meter af dæmningen.
Stormfloder, især den 3. januar 1976 og den 3. december 1999, forårsagede store skader. Langs dæmningen har der været foretaget landvindingsarbejder. Her græsser mange får, og der er et rigt fugleliv.
Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Opdateret 2024.
Litteratur:
H.E. Sørensen: Rømøs historie. 1976. Sven Stigø: Mellem linjerne – om entreprenørerne Monberg og Thorsen. 1994.
Anne Marie Overgaard: Byggeriet af Rømødæmningen. Et spørgsmål om landvinding, beskæftigelse og national handling, i: Sønderjyske Årbøger 2012.
Rømødæmningen fotograferet i 2019.
Foto: Hjart, CC BY-SA 4.0