Rødding Frimenighed

Rødding Frimenighed var den første sønderjyske frimenighed under tysk herredømme. Den blev oprettet den 30. juni 1874, da Cornelius Appel ved en højtidelighed på Askov Højskole blev ordineret som præst, og den eksisterer stadig som frimenighed.

Baggrunden for oprettelsen af den grundtvigianske frimenighed var, at præsten i Rødding, Hans Sveistrup, i 1867 af de preussiske myndigheder var blevet afsat som præst. Han fortsatte dog med at udføre kirkelige handlinger på Rødding Højskole, men i 1870 forbød den danske regering efter pres fra Preussen danske præster at fungere for borgere i det preussiske rige, og Hans Sveistrup måtte søge embede nord for Kongeåen. Siden 1865 havde Cornelius Appel fulgt Hans Sveistrups arbejde, og da han forlod landsdelen, overtog Cornelius Appel varetagelsen af de kirkelige møder på Rødding Højskole. Men menigheden var utilfreds med ikke at kunne modtage sakramenterne eller få deres børn døbt af den person, der holdt gudstjeneste for dem. De ønskede derfor at stifte en egentlig menighed med Cornelius Appel som præst, hvilket som nævnt lykkedes i 1874.

Menigheden benyttede de første år en kirkesal på Rødding Højskole, men i begyndelsen af 1900-tallet var rummet blevet alt for lille. I november 1907 blev det besluttet at bygge en egentlig kirke, og som arkitekt valgte man kgl. bygningsinspektør Johannes Magdahl Nielsen. Kirkebyggeriet blev påbegyndt i 1908, og kirken, der fik navnet Sankt Povls Kirke, blev indviet den 5. december 1909 i forbindelse med en sammenkomst for de seks frimenigheder i Sønderjylland. 

Litteratur:

Pjecen "De sønderjyske frimenigheder og deres kirker", nr. 13, udgivet af Det regionale faglige kulturmiljøråd, august 2009.
Thade Petersen: De sønderjyske frimenigheders historie, 1924.
"Rødding Frimenighed gennem 100 år - skitser og billeder 1874-1974", 1974.