Gå til leksikonoversigt

Sliestorp

Steder

Lokalitet nævnt i de frankiske rigsannaler i 804. Danernes kong Gudfred havde samlet en vældig hær ved Sliestorp, som lå på grænsen til hans rige. I 808 nævnes, at samme kong Gudfred havde fået opført et vældigt voldanlæg tværs over Jyllands rod. Der er ikke sikkerhed om dette, men mange mener, der må være tale om det såkaldte Kovirke lige syd for Danevirke.

Sliestorp, som betyder byen ved Slien, er blevet tolket som et tidligt navn for byen Slesvig. Fundet i 2010 af en stor vikingeby ved byen Füsing ca. 4 km øst for Slesvig er af nogle forskere blevet udlagt som Sliestorp. Byen menes grundlagt i tidlig vikingealder i ca. år 700 og formentlig samtidig med, at Kovirke blev bygget. En lang række bygninger, herunder et langhus og ca. 200 grubehuse, er undersøgt. Derudover er der fundet i hundredevis af genstande af jern.