Skovrejsning i Sønderjylland

I årtusinder blev skov udnyttet eller ryddet, men ikke nyplantet. Fra sidst i 1700-tallet beskyttede fredskovsforordninger for Slesvig de største skove, men mange mindre blev ryddet ved udskiftningen, så skove omkring år 1800 kun dækkede 3% af arealet, og stort set var der kun skove i det østlige Sønderjylland. Initiativer for at plante skov havde kun skabt få resultater. Efter år 1800 gik man over til systematisk at plante nåleskov, men før 1864 blev det kun til enkelte statsplantager af mindre omfang, bl.a. Stursbøl og Lerskov. I tiden under tysk styre, 1864-1920, blev der anlagt en række store statslige plantager, bl.a. Frøslev, Bommerlund, Årtoft og Hønning, men også en del private, så der i alt blev plantet ca. 6.000 hektar skov i det nordlige Sønderjylland, og skovprocenten blev øget til 4,6%.

Efter 1920 satsede man mere på private små plantager, som blev anlagt med statsstøtte og forstlig bistand fra Hedeselskabet. En særlig rolle spillede de ideelle plantningsselskaber, A/S Plantningsselskabet Sønderjylland, stiftet 1919 og A/S Københavns Plantageselskab, stiftet 1934. Det vestlige Sønderjylland, som omkring år 1800 var næsten skovløst, rummer i dag mange store og mindre nåletræsplantager.

Andelen af areal, der er dækket af skov, svinger mellem kommunerne (2021): I Tønder Kommune er tallet 5,8 %, i Sønderborg Kommune 8,5 %, i Aabenraa Kommune 11,9 og i Haderslev Kommune 12,1 %.

Af Carsten Porskrog Rasmussen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2024.

Litteratur: Carsten Porskrog Rasmussen: Skovrejsning i Sønderjylland. 1994.