Gå til leksikonoversigt

Slesvig-Holsten-Pløn, Hertuglinjen

Personer

En hertuglinje, der bestod 1622-1761. Den opstod som følge af arvedelingen efter Hans den Yngre. Med slottet i Pløn, som hertug Joachim Ernst indviede 1636, fik det lille fyrstedømme en imponerende, moderne residens. Det gode forhold til kongehuset sikrede det mod fallit. Joachim Ernsts samspil med kongen i striden med Gottorp om Oldenburg og Delmenhorst (den såkaldte Oldenburgske Arvestrid) skaffede således hans sønner en forlening med Nordborg og yderligere jorder i Holsten. Den sidste hertug, Frederik Carl, lykkedes det ved kongens hjælp at blive hertug på trods af sin ikke standsmæssige fødsel. Takket være en aftale om fyrstedømmets tilbageførsel til kongen efter hans død (den såkaldte plønske arvefølgeaftale) kunne han også tillade sig en rokokofyrstes livsstil, som fandt sit mest synlige udtryk i slotshaverne i Pløn og Traventhal.

Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Inge Adriansen: Hertugerne af Pløn, i: Carsten Porskrog Rasmussen m.fl. (red.): De slesvigske hertuger. 2008.