Gå til leksikonoversigt

Sundeved

Steder

Halvø på fastlandssiden af Als Fjord og Als Sund. Hovedparten af området er let bølget morænelandskab – enkelte steder med dødisrelief formet under sidste istid (se Landskabsformer). Ved Blans og Sandbjerg findes to korte tunneldale, den sidste munder ud i Als Sund og rummer i sin nordlige ende Nydam Mose. Her er der udgravet rige fund af krigsbytteofre samt en velbevaret egetræsbåd (se Nydambåden) fra yngre romersk jernalder. Området ligger i en 12 hektar stor fredning af enge og moser. Godset Sandbjerg ligger ved kysten ud mod Als Sund. Vemmingbund, der ligger i det sydøstlige hjørne af Sundeved, er en inderlavning, hvor en gletschertunge er skudt frem og har dannet randmoræner, som havet har eroderet ind til stejle kystklinter. På skråningerne ned mod Vemmingbund ligger Dybbøl Banke med Dybbøl Mølle og mindesmærkerne for krigen 1864.

Fra de højeste dele af Dybbøl Banke (68 m) er der en storslået panoramaudsigt mod syd, sydøst og sydvest. Jordbunden er meget frugtbar og giver grundlag for et udbytterigt landbrug. Marker og veje afgrænses af levende hegn. I dag er svineproduktion fremherskende. Ved Blans ligger et af Danmarks største svineslagterier, ejet af Danish Crown med over 1.000 medarbejdere (2024). Fra Ballebro er der færgeoverfart over Als Fjord til Hardeshøj på Als.

Af Henrik Jakob Mynster Alsted i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2024.