Sankelmark
Landsby ved Sankelmark Sø ca. 7 km syd for Flensborg. Nær landsbyen fandt Slaget ved Sankelmark sted den 6. februar 1864.
Ved Sankelmark er opstillet krigsmindesmærker for både danske, preussiske og østrigske faldne. Hvert år den 6. februar gennemføres den såkaldte Sankelmark-march, også kaldet Oeversee-Marsch (dansk: Oversø-march). Turen begynder i Flensborg, hvorefter man går ud til mindesmærkerne i Sankelmark. I de senere år har også danske repræsentanter fra Sønderjylland og for det danske mindretal deltaget i marchen, ligesom der har været danske hovedtalere.
Ved Sankelmark opførtes i 1952 kursuscentret Akademie Sankelmark.