Tilbage til nyhedsliste

Grænseregionen som teknologisk foregangsland

31. juli 2015

Ved jUNG zuSAMMEN-ungdomsparlamentet i Landdagen i Kiel i går fremlagde danske og tyske unge fantastiske forslag, der dog ikke nødvendigvis er helt så futuristiske, som de kunne lyde.  

En ”Hyperloop”-bane, der på få minutter kan transportere mennesker og gods mellem grænselandets byer, lyder som noget fra en science-fiction-roman. I en Hyperloop sendes kapsler efter rørpostprincippet med over lydens hastighed gennem rørbaner, så man f.eks. kan komme fra Sønderborg til Flensborg på 4 minutter eller fra grænselandet til metropoler som Hamborg og København på 15-20 min.

En sådan bane ville være en teknologisk landvinding, der ikke bare ville forbedre grænselandets infrastruktur radikalt, men også som et fyrtårnsprojekt ville brande regionen som et foregangsland, argumenterede Patrick von Wildenradt, der fremlagde ideen for de fremmødte landdags-, folketings-, regionsråds- og lokalpolitikere i jUNG zuSAMMEN-ungdomsparlamentet i den slesvig-holstenske Landdag.

Patrick, der selv stammer fra Sønderborg, har udviklet ideen sammen med andre deltagere på jUNG zuSAMMEN 2015. Over for politikerne fik han også pointeret vigtigheden af, at den teknologiske udvikling på dette område starter i grænselandet. For på den måde bliver området et centrum for den infrastrukturelle udvikling og ikke blot et stop på vejen mellem Hamborg og København.

Mulighederne med Hyperloop-banen er mange. Man kunne f.eks. bo i grænselandets naturskønne omgivelser og arbejde i København. Samtidig ville regionens virksomheder få nemmere ved at rekruttere arbejdskraft fra andre områder, forklarede Patrick for politikerne.

I sin åbningstale for ungdomsparlamentet sagde Grænseforeningens formand, Mette Bock, at alle nyskabende forslag, der medfører store omvæltninger i vores gængse måde at leve på, støder på stor modstand i starten. Derfor gælder det om at holde fast i de ideer, man selv tror på.

Hyperloopen kunne da også lyde som en idé, der er så fantastisk, at den nødvendigvis må støde på modstand eller blive erklæret som urealistisk. Ikke desto mindre fik forslaget positiv respons fra de fremmødte politikere, der også fremhævede teknologiens grønne potentiale, da Hyperloopen på sigt kan overflødiggøre store dele af flytrafikken.

Selvom politikerne var skeptiske i forhold til financieringen af projektet, gav den positive respons Patrick og de andre deltagere mod på at holde fast i ideen. Teknologien er allerede langt fremme i udviklingsprocessen, fortæller Patrick. I USA er de endda ved at bygge en testbane. Så han ser det bestemt ikke som urealistisk, at det skulle være teknisk muligt om få år at påbegynde byggeriet af Hyperloopen i grænselandet.

Næste skridt for gruppen, der på jUNG zuSAMMEN 2015 beskæftigede sig med den infrastrukturelle udvikling, er at kortlægge mulige samarbejdspartnere for den videre udvikling af projektet.    

 

jUNG zuSAMMEN-ungdomsparlamentet blev den 30. juli afholdt for andet år i træk. Her fremlagde godt 60 unge danskere og tyskere fælles ideer for grænselandets fremtid. Alle forslag bliver samlet i et idékatalog, der i morgen (1. august) bliver offentliggjort på www.jungzusammen.dk.