Romeo og Julie bliver genforeningsprojekt
Shakespeares verdensberømte skuespil ”Romeo og Julie” fra 1500-tallet om to elskende, der ikke kan få hinanden på grund af deres familiers indbyrdes fjendskab, kommer til at danne ramme om et større genforeningsprojekt i 2020.
Teatret Møllen i Haderslev vil nemlig opføre Shakespeares klassiske værk i en dansk-tysk udgave i forbindelse med markeringen af 100-året for Genforeningen: I forestillingen på Teatret Møllen, der vil få premiere den 10. juni 2020, vil Romeo og hans familie tale dansk, og Julie og hendes familie vil tale tysk.
”Den konflikt, der er imellem de to familier, kunne lige så godt være en konflikt mellem nationaliteter”, siger Niels Brunse til Flensborg Avis.
Niels Brunse, der skal skrive manuskriptet til forestillingen, modtog sidste år Weekendavisens Litteraturpris 2018 for sin oversættelse af Shakespeares samlede skuespil til nutidsdansk. Rasmus Ask skal instruere forestillingen.
Teatret Møllen skriver på sin hjemmeside, at båndene på kryds og tværs af grænsen mellem Danmark og Tyskland er komplekse og nuancerede med deres ekstremer og usandsynlige venskaber og nedarvet foragt. Akkurat lige som Shakespeares forestilling om Romeo og Julie.
”Alle familier i Sønderjylland har en historie med ”tysken”. For nogle står det krystalklart i hukommelsen, og for andre er de halvt glemt som hvidt arvæv”, skriver Teatret Møllen.
Genforeningsprojektet på teatret Møllen gennemføres med tilskud fra Kulturministeriet og Folketingets pulje til markering af Genforeningsjubilæet 2020 samt Haderslev Kommune. Derudover er Sydslesvigsk Forening (SSF), Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) og Mungo Park Kolding med som samarbejdspartnere.
I øvrigt søger Teatret Møllen netop nu et par, som er af forskellig nationalitet, eksempelvis hvor den ene kommer fra Danmark og den anden fra Tyskland. Parret skal medvirke i en video, som teatret Møllen vil lave som PR for teaterforestillingen. ”Målet er at vise par, der har fundet kærligheden på trods af kulturforskelle og grænser”, skriver Teatret Møllen på sin hjemmeside. Optagelserne skal finde sted i marts/april i det sydjyske.