Ny dansk udenrigsminister besøger Tyskland
Den nye danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tog mandag på sin første udenlandsrejse for at mødes med sin tyske kollega, udenrigsminister Heiko Maas (SPD) i Berlin. Ud over EU-samarbejdet drøftede de to udenrigsministre bl.a. det dansk-tyske venskabsår 2020.
”Det er helt naturligt, at min første rejse som udenrigsminister går til Tyskland. Tyskland er Danmarks gode nabo, en stor handelspartner og en meget vigtig allieret – i EU og globalt”, sagde Jeppe Kofod forud for mødet i en pressemeddelelse.
Efter mødet, hvor bl.a. EU-samarbejdet og klimapolitik var sat på dagsordenen, fremhævede både Jeppe Kofod og Heiko Maas det yderst gode forhold mellem Danmark og Tyskland.
"Tysklands og Danmarks historie og kultur er bundet sammen på kryds og tværs af venskaber, familier, handel og samarbejde. Og ikke mindst en dyb og gensidig respekt for det tyske og danske mindretal, der trives på begge sider af vores fælles grænse", skrev Jeppe Kofod efter mødet på Facebook, hvor han takkede Heiko Maas for en varm og venskabelig velkomst i Berlin.
På mødet fik de to udenrigsministre også drøftet det kommende dansk-tyske venskabsår i 2020, hvor også 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 bliver markeret. Det er en markering som også Heiko Maas er optaget af.
”[Folkeafstemningen i 1920] var allerede dengang en særlig fremgangsmåde – en fredelig nyordning mellem to lande midt i et Europa, der bar ar efter krigen. Det skal markeres og erindres på behørig vis. Vi vil søsætte en række arrangementer og projekter, der sætter fokus på fremtiden og fremhæver det, vi har tilfælles”, sagde Heiko Maas efter mødet ifølge en pressemeddelelse fra det tyske udenrigsministerium.
Jeppe Kofod blev torsdag den 27. juni udnævnt til udenrigsminister i den nye danske socialdemokratiske regering under statsminister Mette Frederiksen. Mødet mellem Jeppe Kofod og Heiko Maas fandt sted i det tyske udenrigsministeriums repræsentation i den historiske Villa Borsig ved Tegelsøen.