Se alle arrangementer

Forfatter Anna Elisabeth Jessen fortæller om sin debutroman ”Om hundrede år”

Romanen "Om hundrede år" af forfatter Anna Elisabeth Jessen begynder i 1914, da første verdenskrig bryder ud. Soldaten Hans, der som dansk sønderjyde må kæmpe på tysk side, vender aldrig hjem til slægtsgården. I stedet overtager svogeren Marius og søsteren Helene gården. De får fem børn hvis liv præges voldsomt af deres døve far og de spor som den store krig trækker helt op til 2014. Et medrivende tidsbillede med grumme skæbner og et skarpt blik for det usagtes evne til at forme og forkludre livet for en familie.

Hundrede års danmarkshistorie i et sønderjysk perspektiv.

Det er danmarkshistorie, landbrugshistorie og kvindehistorie fortalt fra skiftende perspektiver i hundrede korte nedslag fra 1914-2014, et for hvert år.

Anna Elisabeth Jessen (f. 1956) er bachelor i dansk fra Københavns Universitet, journalistuddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og manuskriptuddannet fra Den Danske Filmskole. Hun har lavet radio, tv og dokumentarfilm siden 1984 og har vundet flere internationale priser. ”Om hundrede år” er hendes debut som skønlitterær forfatter. Vi glæder os til at høre om den, fordi bogen har taget anmelderne med storm!

Arrangementet afholdes sammen med Klub FOKUS og Folkekirkens Hus.