Se alle arrangementer

I Frisernes land

Tag med Niels-Henrik Jensen  til frisernes land, til Husum syd for den dansk-tyske grænse, der er porten til den tyske del af Vadehavet med de Nordfrisiske øer, der hver især har en særpræget natur og kulturhistorie. Hør om de stærke historier om livet bag digerne, frygten for digebrud og en altudslettende stormflod. På Föhr møder vi de talende gravsten og besøger gedebondegården Mat­zen og Amrums imponerende sandstrande med højt til himlen og driver­ liv i strandkurvene. På Hallig Hooge fik Frederik VI i 1825 et ufrivilligt ophold på grund af kraftig storm, og overnattede i alkoven i den fineste stue hos enken Stienke på Hanswarf. Efter det kongelige besøg kom stuen til at hedde Königspesel. Vi spotter sæler på sandbankerne og på den frodige Nordstrandischmoor er kvæg og får sat på græs for sommeren, cafeen er åben, og savner man dramatik, er der fem minutters film med oversvømmende stormflod. Syd for Rømø ligger tyske Sylt, der er mange opfattes som de rige tyske­res ferieparadis. Men her er også et par dansktalende frisere, der indvier os i den frisiske kultur og det frivillige brandværn, hvor sammenhold og kammeratskab er i top, når den røde hane galer. Grænselandet har en stor plads i vendelboen Niels-Henrik Jen­sens hjerte. Han kom som værnepligtig sergent i hæren ad om­veje, via Fredericia og København, til Tønder i 1969. Det blev et forrygende møde med grænselandet, dets historie og befolknin­gen på begge sider af grænsen. I 1970 sagde han farvel til forsva­ret, men blev boende i Sønderjylland i 20 år. Bor nu i Kolding.