Se alle arrangementer

Rejse til Færøerne - ”DIT HJERTES ØER”

 

 

I den kommende sommer, d. 7. - 13. juli 2022, kan du rejse med til ”Dit Hjertes Øer”

På Færøerne kan du på én dag eller måske indenfor én time eller endnu kortere tid, opleve alle årets fire årstider. Lige fra høj sol med en himmel så smuk som på en lys septemberdag, over tiltagende skyer og blæst, regn og hagl, som i aprils omskiftelige vejr, der glider over i en overskyet himmel, kulsorte skyer og isnende vind og kulde, alt imens den våde sne falder. Det er her, hvor efterår og vinter går ud i et. Og så kan du med ét igen opleve, at oven over al ting stråler moder sol - og nu skinner den gennem den kulsorte sky på dig. Der er også mange dage med masser af sol, varme og stille vind, der modsiger de mange myter om det færøske vejr.

”Dit Hjertes Øer” spejler menneskesindets mange lag; hér er livets utallige facetter samlet i en storslået natur, hvor du på grønne fjelde aldrig er længere end væk fem kilometer fra havet. Her kan du på egen krop erfare, hvordan mennesket er spændt ud mellem himmel og jord og vandrer på en line mellem himmel og hav. Det er ikke uden grund, at Færøerne af National Geographic er blevet døbt ”Verdens smukkeste ørige”.

Færøerne, der er en del af Det Danske Rigsfællesskab, er et moderne samfund med en særdeles veludbygget infrastruktur, bl.a. verdens første undersøiske rundkørsel, der ligger i den ene af tre undersøiske tunneler, med udsmykning af den færøske kunster Tróndur Patursson. På de atten øer, hvoraf de sytten er beboede, lever godt 52.000 mennesker, og landet har et højt uddannelsesniveau med skoler, gymnasier, universitet mv. og en særdeles god økonomi.

Gennem seks dage skal vi møde færinger der fortæller om kirke, kunst, kultur, samfund og historie. Vi skal bl.a. besøge verdens mindste hovedstad Tórshavn, opleve Kingokoret i bygden Tjørnuvik, sejle med sejlskib mellem Nordøerne og besøge naturskønne områder. Vi skal møde Paulina, der har syet Dronning Margrethes færøske nationaldragt. Paulina fortæller os om dragtens historie, og vi ser mange af hendes kreationer. Der bliver også mulighed for at komme på kortere ture på fjeldet, og så skal vi naturligvis smage kulinariske specialiteter. Ikke mindst, vil vi opleve færingenes store gæstfrihed, når færinge med vidt forskellig baggrund og livshistorie vil fortælle for os.

Som det fremgår ovenfor, er Færøerne kontrasternes rige, der på forunderlig vis minder os om menneskelivet og sindets mange veje. Efter blot kort tids vandring på fjeldet eller en sejltur på det blyfarvede hav mellem de atten øer, bliver vi klar over, hvilke kræfter der er på færde. Færøerne kaldes også ”De fjerne øer”, men de er ikke langt væk, da spændingen mellem natur og kultur på de atten grønne øer minder os om vore egne eksistentielle lag. Således maner det til ydmyghed og eftertænksomhed at møde ”Dit Hjertes Øer.”

 

Ronald Risvig, præst for Ugle Herreds Danske Menigheder