1918 Aabenraa-resolutionen af 17. november

Aabenraa-resolutionen, grundprincipperne for en kommende folkeafstemning i Slesvig, blev vedtaget i Den nordslesvigske Vælgerforening på et møde den 16.-17. november 1918 på Folkehjem i Aabenraa.

Resolutionen fik afgørende betydning for placeringen af den dansk-tyske grænse. Linjeføringen følger den såkaldte Clausen-linje, som tager hensyn til de faktiske sproglige forhold i Slesvig.

Samtidig løste resolutionen et alvorligt problem for den danske rigsdag, der på dette tidspunkt efter det tyske kejserriges sammenbrud efter 1. Verdenskrig befandt sig i et alvorligt dilemma. På den ene side kunne man indgå direkte underhåndsaftaler med den tyske regering om grænsedragningen og derved sikre, at grænsedragningen ikke gav anledning til senere tysk revance, men i konsekvens heraf risikere, at blive anset for allieret med Tyskland. På den anden side  kunne man overdrage grænsedragningen til en international kommission, men dermed risikere, at grænsedragningen kunne give anledning til senere tyske krav om grænserevision. Den danske rigsdag besluttede på et lukket møde den 23. oktober 1918 at forholde sig forsigtigt og at afvente et udspil fra nordslesvigsk side.

Aabenraa-resolutionen er dette udspil. Efter at Vælgerforeningen for Nordslesvig den 17. november var blevet enige om indholdet, holdt H.P. Hanssen en berømt tale fra Folkehjems balkon, hvor han over for 3.000 fremmødte sønderjyder gav forhåbningen om en snarlig genforening med Danmark konkret indhold. 

Denne resolution, der i høj grad var udformet af H.P. Hanssen, fik afgørende betydning for de efterfølgende forhandlinger og begivenheder. 

Litteratur:

Henrik Becker-Christensen i: Sønderjyllands Historie efter 1815, 2009. 

Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt. 1918-1920. Institut for Grænseregionsforskning, 1978. Bind I, s. 61-70.

Aabenraa-resolutionen i sin helhed:

1. Vi ønsker det nordslesvigske spørgsmål løst på den måde, at Nordslesvig opfattes som en helhed, hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.

2. Nordslesvig er den del af hertugdømmet Slesvig, der ligger nord for en line, som går fra sydpynten af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op ad Krusådalen, sønden om Frøslev således, at Padborg bliver grænsestation, og derpå følger skellet mellem Slogs og Kær Herred Skelbækken og tilsidst Sønderåen og Vidåen til dens bøjning mod nord, hvorfra den går lige ud til Vesterhavet og videre ud om nordpynten af Sild.

3. Stemmeret har alle over 20 år gamle mænd og kvinder, som
a. er fødte og har hjemme i Nordslesvig eller
b. har boet i Nordslesvig i mindst 10 år eller
c. er fødte i Nordslesvig, men udviste af de hidtilværende magthavere.

4. Stemmeretten udøves skriftligt under former, som sikrer hver enkelts frie viljestyring. De hidtilværende myndigheder må ikke øve indflydelse på afstemningen.

5. Vi betragter det som en selvfølge, at tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejser kravet, har ret til ved en særskilt afstemning  at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.

61 underskrifter bekræftede resolutionen. Chr. Ravn og P. Budach ønskede følgende passus tilføjet:

"Undertegnede tiltrådte derefter resolutionen med den tilføjelse, a) at Flensborg efter vor mening hører med til Nordslesvig, om end ikke til det danske Nordslesvig, b) at den eventuelle afstemning i de tilstødende distrikter efter vor mening bør ske samtidig med afstemningen i det danske Nordslesvig".

Kilde:
Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt. 1918-1920. Institut for Grænseregionsforskning, 1978. Bind I, s. 61-70.