1534 Slaget ved Svenstrup

Uddrag af Johannes V. Jensens "Kongens Fald" om Slaget ved Aalborg.

Det var en sørgelig dag. Mikkel saa, da Bønderne forsvarede Aalborg og led Nederlag. Vinteren var inde, og det var et hundsk Vejr. Johann Rantzau førte Herremændene, som nu var mere mandsstærke, men desuden havde han sine tyske Landsknægte og Bøsseskytter med.

Og de tog haardhændet fat. Bønderne glippede med øjnene for hele det moderne Bøsseapparat, Johann Rantzau anvendte imod dem. Hver Kugle, der kom straalende, var en fjende, som de ikke kunde se eller møde. Det tog Pippet fra dem, de kendte ikke nogen anden Krig end den, hvor mand staar mod Mand. Strategiske Regnestykker havde deres Fædre heller ikke overleveret dem noget om. Da de endelig kom i Nærkamp, som de saa inderligt vilde, og fik fat med Næverne, da var det jo for sent, da havde Slaget allerede længe været tabt.

Stillingen var haabløs, men Bønderne for ud som Grævlingen mellem Hundene, da de opdagede det, de sloges desperat, de udviklede tre Mands Styrke hver for sig, de klippede næsten Herremændene i Stykker med deres Leer og Hakkelsesknive, naar de kunde faa dem inden for Hænders Rækkevidde. Med de blev snart splittet. Man havde omringet dem, der hang en Koldblodighed over dem, de var solgt.

Der var til sidst to tusinde Vendelboer, som ikke kunne komme over Limfjorden og hjem, de blev slagtet ned. De øvede Landsknægte spændte dem ind, Herremændene traadte i dem. Dér stod de pakket sammen. De slog og stak om sig, mens Sejrherrerne dræbte på dem, de græd i det bidende Vintervejr, de faldt hulkende om i Sneen med kløvede hoveder.

Den allersidste lille Flok værgede for sig i Vanvid, med rasende Skrig, de græd tænderskærende, men Sværdet var over dem, Jærn og Bly slog igennem deres Lammeskindstrøjer og ind i de rystende Kroppe, Pigkolber knuste deres Hænder, drev gennem Kabudserne og sprængte Hovedet på dem, der var ingen Pardon, de blev lagt øde til sidste Mand.

Havde Kong Christian dræbt alle Herremændene i Stockholm istedet for nogle faa Snese, saa havde der ikke været saa mange til at beklage sig bagefter. Den Halshugning spurgtes gennem Aarhundreder; men der blev ikke jamret farlig meget over de to tusinde Mennesker, som Johann Rantzau gruttede ved Aalborg.

Dér blev Bønderne knust saa tilgavns, at ikke en Gang urettens Historie kunde blive overleveret. Efter den Strid faldt der en svær Stilhed over Jylland.