1832 Uddrag af afhandlingen "Om hertugdømmet Slesvigs folkepræg og statsret"
Uddrag af Christian Paulsens afhandling "Om hertugdømmet Slesvigs folkepræg og statsret" (Oprindeligt skrevet på tysk med titlen "Über Volksthümlichkeit und Staatsrecht des Herzogthums Schleswig"):
... Da nu endnu til den dag i dag det danske folkepræg i dets vigtigste udtryksform, sproget, har hævdet sig i et sådant omfang, så må det fornuftigvis gøre krav på ikke at blive således tilsidesat i statslivet, som hidtil sket er; så meget mere som dansk er et dannet skriftsprog. Ganske vist hører man ofte af dem, der i enhver henseende har smeltet Slesvig sammen med Holsten og kun vil anerkende et eneste land Slesvig-Holsten, at sproget i Slesvig slet ikke er rigtigt dansk. Hvad er det da? I hvert fald ikke gammelangelsk, endnu mindre plattysk; men et eller andet må det dog være, og da de, der taler det, selv kalder det dansk, så vil man vel tillade, at det betragter sig som en gren af den danske folkestamme.
... Ganske vist er det slesvigske dansk især i den sydlige del af dets område, hvor det manglerenhver støtte i det offentlige liv..., fordærvet og også forarmet, fordi folket kun lærer alle højere begreber i kirke og stat på tysk. ... Ti l trods for dets århundredlange undertrykkelse er det (danske sprog), bortset fra byen Slesvig, indtil nu, fra grænsen for dets gamle sydlige område, kun helt forsvundet rundt regnet i en landstrækning på 2 mil mod nord, nemlig syd for Slien, i Svansen og noget nord derfor. Efter alt dette tør vi anse det for uden for enhver tvivl, at størstedelen af slesvigerne, de egentlige sønderjyder, hører til den danske folkestamme. ...
At det danske sprog blev tilsidesat, viste sprogforholdene i Slesvig: kun knap en tredjedel af de slesvigere, som talte sønderjysk, havde dansk kirke- og skolesprog, og i hele hertugdømmet havde man tysk rets- og administrationssprog. Paulsen fremhævede uretfærdigheden og ulemperne ved denne tilstand og foreslog at indføre dansk rets- og administrationssprog i det nordlige, det "danske" Slesvig, hvor kirke- og skolesproget var dansk. Han anbefalede danskundervisning i skolerne i Flensborg provsti og i Kærherreds seks sogne, hvor man talte sønderjysk. Skolernes danskundervisning skulle give dialekten et "rygstød og lære folk deres modersmål at kende i dets dannede skikkelse". Endvidere filosoferede Paulsen over danskhedens skæbne i Slesvig, hvis den danske dialekt ikke blev støttet af det "dannede danske skriftsprog".
... Sproget er en folkenes helligdom; det er det nødvendige udtryk for og den mest umiddelbare ytring af deres åndelige liv; i det afspejler sig hvert folks ejendommelighed. Hvor unaturligt er det ikke, når folkeejendommeligheden på sine højere udviklingstrin må betjene sig af et andet end det medfødte udtryksmiddel, når manden ikke mere tør tale sin barndoms sprog, ja endog skammer sig over sit modersmål. Og således er det tildels i Slesvig. Folket kan ikke virkelig glæde sig over sit danske sprog; thi de mere begavede, som ville kunne forædle det i tone og form, taler og skriver det ikke; og idet de heller ikke bekymrer sig om dets udvikling i deres større hjemstavn, Danmark og Norge, og altså ikke af deres højere dannelse skulle fremme det, at den danske litteratur vinder indpas i det danske Slesvig, og forholder således, omend uforsætligt, deres eget folk den skønneste blomst af den ånd, der er ejendommelig for det. Det danske sprog, der kun lever hos de lavere stænder eller i de højere stænders private omgang til hverdag, minder om en ringe tjenestepige overfor den tyske herskerinde (dette motiv inspirerer senere K. Karstensen til sangen "Længe nok har jeg bondepige været"). Mindre æret, ja undertiden ringeagtet som det er, kan det ikke være anderledes end at hele det danske folkeliv (i Slesvig) deler denne skæbne med sproget. De dannede, som alene er indstillet på det tyske, tager ikke nok hensyn til det, opfatter ikke dets sande væsen dybt nok, vedbliver at være halvt fremmede i deres eget fødeland. De forstår ikke folket helt, folket forstår endnu mindre dem,...; og den gavnlige indvirkning på folket, til hvilken de dannede er kaldede og forpligtede, den gradvise udbredelse af almindelig dannelse fra dem til alle folkeklasser kan ikke finde sted i Nordslesvig i den grad som andetsteds...
... Folkelivet i dets dybde beror ikke blot på dets fremtræden i nutiden, men meget mere på dets udvikling i hele rækken af tider, der er gået forud. Ligesom det enkelte menneske i en mere moden alder ser tilbae på sit ungdomsliv for helt at begribe sig selv og ikke ville være i stand hertil, hvis han tidligere havde talt et andet sprog og nu havde glemt dette: således er også i folkets lange liv, som fællesvæsen betragtet, sproget det vigtige uundværlige bånd mellem dets nutid og dets fortid. Det folk..., som helt opgiver sine fædres sprog til fordel for et fremmed, sønderriver derigennem sin inderste livstråd; fortidens sange og sagn forstummer eller klinger, selv om de tildels overføres til det nye sprog, ikke mere som et så levende, sandt udtryk for en national tilværelse som før. Dets eget fædreland bliver til en vis grad fremmed for et sådant folk.
Uddrag af afhandlingen "Om Hertugdømmet Slesvigs Folkepræg og Statsret tillige med et Blik paa hele den danske Stat. Oversat efter den tyske original fra 1832 af Johannes Lomholt-Thomsen. Udgivet af GRÆNSEFORENINGEN. 1945. Siderne 19, 21-22, 34, 40-41,
