1839 Brev fra Flor til Laurids Skau

Kiel, den 19. November 1839

Højstærede Hr. Skau! De har næppe nogen Forestilling om, hvor stor en Glæde Deres brev om Nordslesvigernes Stilling foraarsagede mig; i det mindste har De af min lange Tavshed ikke kunnet formode det, men denne havde sin Aarsag i, at jeg haabede hos en af mine Venner i Kjøbenhavn at erholde Oplysning om den Klokke-Indskrift, som De var saa god at sende os, og som hverken jeg eller nogen af mine herværende Colleger formaaer at læse. Munkeskrift er det, og det meste Munkeskrift kan man dog læse, men der gives ogsaa nogle Inscriptioner, der hidtil kun har sejgpinet os stakkels Antiqvarer, og til dette Slags synes den at høre, som Hr. Kloster har afskrevet. Ogsaa fra København har jeg nu faaet den tilbage uden Oplysning. Imidlertid har jeg ingenlunde opgivet den endnu, og da Vanskeligheder sædvanlig forhøje min Iver for at komme til Maalet, saa haaber jeg ogsaa denne Gang at naae det, i hvilket Tilfælde jeg da strax skal meddele Dem Resultatet.

Det var nu med Hensyn til den ene Del af Deres Skrivelse, hvorom De ogsaa allerede har modtaget et officielt Svar, hvis Stivhed, Tydskhed og Kulde midt i dets formelle Høflighed jeg haaber, De ikke har skrevet paa min Regning. Men det andet, ulærde Anliggende interesserede mig ganske anderledes, og jeg bliver aldrig gladere and naar jeg i Anledning af den slesvigske Sprog- og Nationalsag kommer i umiddelbar Forbindelse med nogen af Folket d.v.s. af Bonde- og Bergerstanden; thi det er for deres Vel, jeg arbejder, og det er i deres Venskab og Bistand, jeg skal finde Erstatning for det Had og Fjendskab, jeg for den Sags Skyld paadrager og fremdeles paadrager mig hos den fornemmere og Embedsklassen.

Men der hører et lyst Hoved og en uforfalsket Dømmekraft til at indsee det Sande og Naturlige i de Forhold, som man i mere end 400 Aar med Flid har søgt at forvirre den nationale Ejendommelighed, som baade bliver forhaanet og gjort til Forbrydelse af alle Højerestaaende.

Derfor har jeg aldrig ventet og kunne aldrig vente at finde Mange i Folket, som indsaae og følte Betydningen og Vigtigheden af den lange Kamp paa Liv og Død om Nationalitetens og Modersmaalets Frelse, der i de sidste Aar er opvakt i det nordlige Slesvig. Men disse Faa betragter jeg altid som Borger- og Bondestandens Anførere og Repræsentanter, hvem ogsaa i Tiden Massen vil følge; thi saaledes er det ifølge Historiens Vidnesbyrd til alle Tider gaaet. At Embeds- og Adels-Aristokratiet godvillig skulde indrømme Folket, hvad Ret og Billighed fordrer, kan ingen erfaren Mand vente; thi vel gives der Enkelte i disse Stænder, som gjøre det, men Flertallet lade sig altid bestemme af egennyttige Hensyn.

De maa derfor tvinges, og dette kan naturligvis kun skee af den egentlige Regjering eller Kongen. Men ogsaa han er, som Erfaring lærer, bleven forkuet eller dog forskrækket af deres mægtige Forbindelse, og tillige bleven vildfarende i sin Tro ved Folkets Tavshed og Ligegyldighed. For altsaa hos Kongen atter at vække hans Kraft og Lyst til at give sig i Strid imod de højere Stænder i Hertugdømmet Slesvig for at forsvare de lavere, maae disse ligefrem igjennem deres omtalte Anførere og Repræsentanter forlange deres naturlige Rettigheder. Seer først Kongen, at Folket virkelig sætter Pris paa disse og fordrer dem, da understøtter han gjerne Folket, og imod en Forening af Kongen og Folket vil Embeds- og Adels-Hæren snart tvivle om sin Sejer. Der vil opstaae Uenighed i den Lejr, mange vil forlade den, og den vil efter ikke meget lang Modstand give tabt.

Alle Deres Raisonnements og Forslag til Sprogsagens Fremme i Slesvig maae jeg fuldkommen bifalde, og hvad der staaer i min Magt for at bringe samme til Udførelse, undlader jeg vistnok ikke at gjøre. Men min Magt er ikke saa stor, som min Villie er stærk, og kun da har den nogen Indflydelse hos de Allerhøjeste og Høje, naar man troer, at det ikke blot er mine egne (eller i al Fald tillige Prof. Paulsens) fantastiske griller, men Folkets Ønsker, hvis Talsmand jeg er.

Jeg kunde længe vedblive, men Papiret byder mig at standse. Dog haaber jeg, at det Bekjendtskab, vi nu have knyttet, skal ved mangen fælles Bestræbelse i Tiden bindes fastere; thi jeg har nu begyndt at forestille mig Dem, Højstærede, som en af Folkets Repræsentanter og aflader ikke fra denne Forestilling, før De selv erklærer ikke at ville være det. Jeg beder Dem bringe Hr. Kloster, til hvem jeg ikke skriver, før jeg seer Udfaldet af "den slesvigske Forenings" Organisation, min venskabelige Hilsen.

Deres forbundne og Hengivne
Flor