1839 Brev fra Peter Chr. Koch til Christian Flor
Haderslev, 23. Januar 1839
Nissen er ikke mere; vor fuldtro Ven hensov i Dødens Arme i Morges Kl. imellem 7 og 8. - Dette var mig et haardt Stød, og jeg sørger dybt ved hans Tab, men hans gamle Forældre, hvis eneste Søn han var, og hans tvende Søstre ere utrøstelige; de svømme i Graad. Der gives intet Skrift til at udtrykke deres Sorg og Smerte. Hans lyse Aand er hos Gud i Fredens og Frihedens forklarede Land! Men vi have tabt en Ven, hvoraf vi kun have faae at miste, og Sagen en Støtte, som den vil savne, og havde han hidindtil ikke understøttet den ved at lade sit Navn figurere på Tryk, saa var han dog aldrig rolig og vilde, naar Dannevirke først var bleven emanciperet af al Nød og Trængsel og turde udbrede sine Vinger til dristig Flugt, have været os et uundværligt Redskab.
Desuden have vi saa faae Kræfter at miste, at vi sandelig, alene for det materielle Tab, have Grund til at sørge. - Jeg staaer nu ene i Nordslesvig; thi jeg har ikke een, som spiller med mig paa Skuepladsen, Alle ere paa Parterret. Han var min Secretær, min Sofflør, min Raadgiver i det store som i det smaae. Nu staaer jeg ene.
Jeg føler Nødvendigheden af i Aanden at slutte mig nærmere til mine desværre fjerne Venner, i særdeleshed til Deres Velbaarenhed, der stedse maa være Sjæl i al vort Værk. Jeg kommer derfor til ofte at henvende mig til Dem om Raad og Trøst, om Bistand og Hjelp. Vi ville slutte os nærmere sammen ligesom de troe Krigere, naar Fjenden har gjort Huller i Rækken. - Gud være i øvrigt lovet, at han skjenker mig stadig Sundhed og Kraft, saa at jeg i den senere Tid endog har befundet mig særdeles godt oplagt til Sagens Tjeneste. Vi ville bede Herren, om han vil spare os og gjenskjenke os Kræfter for de borttagne.
Jeg havde ikke ventet Nissens Bortgang. Han var en 14 Dage syg. Jeg besøgte ham sidste Gang i forgaars Aftes. Han sad i Sengen og talede en Times Tid med mig om vor Sag. Han billigede Forandringen med Dannevirke til et heelt Ark og ventede Deres Hjelp heri. Dagen forud skrev han mig til angaaende Geerz, at jeg paa ingen Maade maatte give efter for ham. Under bemeldte sidste Besøg var han iøvrigt svag, dog tilsyneladende paa Bedring. Han udtalte sin Længsel efter Helbredelse og for at virke for Sagen. Han beholdt sin gode Sands og Samling til sidste Stund. Der var ingen hos ham i hans Dødsøieblikke; Folkene havde af den megen Vaagens Skyld gaaet hen og lagt dem i Dagningen. Kl. 7 i Morges var Pigen dog inde i Sovekammeret for at see til ham. Han sov rolig. Kl. henimod 8 kom Moderen ind til ham. Da havde han reist sig i en siddende Stilling, støttede sit Hoved over til den ene Side. Han var død. Jeg forestiller mig, at han er hensovet meget let.
