1864 Ottende brigades modangreb
Efter at de preussiske styrker indledte stormløbet på de danske stillinger ved Dybbøl den 18. april 1864, var tilbagetog eneste mulighed. Alligevel indledte 8. brigade under oberst P.U. Scharffenberg og premierløjtnant V.F.C. Redsteds ledelse et modangreb, der nåede helt frem til Møllehuset ved Dybbøl Mølle, inden angrebet blev stoppet af de overtallige preussiske styrker.
Premierløjtnant Redsted blev selv hårdt såret under angrebet, men allerede 6 dage efter skriver han et brev til oberst Scarffenberg med en nøje beskrivelse af begivenheden:
Brev fra V.F.C. Redsted til oberst Scharffenberg, dateret 24. april 1864:
"Efter Oberstens personlige Ordre til mig, med al Magt at forsvare Chausseen over Dybbøl Mølle til Sønderborg, ansaae jeg det for hensigtsmæssigt at rykke frem til denne som det eneste Punkt, dermed nogen Kraft og Fordel formaaer at dominere Chausseen med omliggende Terrain. Da Møllen alt var besat af Fjenden, delte jeg Kompagniet i 2 Kolonner med Sektionsfront og gik med fældet Gevær løs paa Havediget, der holdtes besat af cirka et Kompagni. Folkene gik bravt paa uden at løsne et Skud, og det var mig virkelig en Glæde at føre Kompagniet an.
Fjenden kastedes tilbage med Bajonetten og gik til Vaaningshuset, der allerede holdtes fast af en fjendtlig Afdeling. Jeg havde intet andet Valg: det maatte tages. Jeg rykkede derfor igjen frem, naaede lige til Hjørnet af Bygningen. Folkene fulgte mig troligt; der modtog jeg fra et Vindue, jeg vilde ind af, mine Saar; og uagtet jeg nogle Sekunder kæmpede for at blive staaende og opmuntrede Mandskabet med Miner - thi Mælet var borte - var det mig umuligt; jeg faldt baglæns over og var bevidstløs nogen Tid. Da jeg kom til mig selv, nemlig ved at tvende fjendtlige Soldater ville plyndre mig, saae jeg endnu en Deel af Kompagniet forsvare sig med megen Haardnakkethed. Preusserne rykkede nu frem med uhyre Masser. Hvad der senere passerede ved jeg ikke.
Det er min absolutte Pligt, Hr. Oberst! at maatte fremhæve saavel menige som i Særdeleshed Underofficerernes udmærkede Opførsel under denne Affaire. Jeg kan ikke noksom fremhæve Vaabenmester, Sergent Wissings brave Forhold idet han haardt saaret, saa vidt jeg ved, høire Arm splintret nedenfor Albuen, dog vedblev at føre sine Folk. Og Reservekorporal Blinkenberg, en sjelden, brav og trofast tapper Soldat, faldt, vistnok meget haardt saaret ved min Side, og udbrød: "Jeg kan ikke mere, Hr. Lieutenant! Men kuns fremad Folk, kuns fremad, ingen Mand give sig." Han taug og var ganske død. Reservekorporal Hastrup viste ligeledes megen bravour og faldt saaret, iligemaade min Foureer, Korporal Bathlinz, om hvis Skjæbne jeg Intet veed. Desværre mistede jeg i Særdeleshed af 2. og 4. Deling ikke Ubetydeligt. Sekondlieut. Dinesen, hvis han er i Live, maa jeg paa det Bedste anbefale Hr. Obersten. Han gik frem med et Mod, Udholdenhed og Foragt for Faren, der karakteriserer en sand Soldat, og maa jeg lykønske den Armee, der har mange saadanne unge Officerer i sin Midte.
Jeg har et Skudsaar i venstre Skulder, der langtfra ikke farligt, dog har smertet meget, idet Sener og Muskler, der førte til Armen ere berørte; dernæst et Skudsaar gjennem Halsen, der vel ikke er livsfarligt, men dog maa behandles med yderste Forsigtighed, idet Arterierne ligge blottede; Struben er berørt og i meget stærk Suppuration (afsondring af materie) paa Grund af fremmede Stoffers Tilstedeværelse i Saaret (Klæde og Foer fra Uniformen); dog min kraftige Natur og sunde Legeme skal nok overvinde Alt; og gjør det mig kun hjerteligt ondt, jeg nu saalænge er fordømt til Lediggang, og ikke igjen efter min, jeg haaber snarlige Helbredelse kan stille mig under Oberstens Kommando. De fjendtlige Officerer ere særdeles forekommende mod mig, og dagligt møder Prinds Friedrich Karls Adjunant for at spørge til mit Befindende; Prindsen og en General overgav mig min Sabel. Gud bedre det for vort lille Land og hans Majestæt Kongen!"