1914 Interneringen af nordslesvigerne i august i lensgreve Otto Didrik Schacks erindring

Set fra et dansk nationalt synspunkt var interneringerne i Sønderjylland et enestående held. Da krigen brød ud, var vi klar over, at vort nationale arbejde måtte standse. Vort danske sindelag var ligesom sat ud af kurs og måtte ligge "tot", medens den tyske nationale følelse i vor landsdel, som vi ellers mest mærkede ved officielle lejligheder, nu blussede op som en folkerejsning, der rev tyske og blakkede med sig.

På gymnasiet i Flensborg blev vi igen de samme sønderjyder, der var stævnet til årsmødet i Haderslev få uger i forvejen (14. juni 1914), og det blev vi ved med at være, også efter at vi var kommet på fri fod igen. At vi samtidig syntes, at vor internering var lidt af en oplevelse, og at vi, om end i yderst beskeden grad, tog del i tidens store begivenheder, kan man vist ikke fortænke os i. Dengang vidste vi ikke, at det, vi gennemgik, sammenholdt blot med de civilinterneredes kår gennem 4 krigsår, ville svinde ind til intet. I de første 4 uger havde vi ikke de følgende års grufulde målestok, og dengang kunne vi heller ikke vide, hvor længe vi endnu skulle sidde, eller hvilken skæbne, der ventede os.

O.D. Schack: Grænsesind. Optegnelser fra årene 1913-49. 1970, s. 67