1914 Krigsudbruddet i Flensborg. Uddrag af lærer Schröders dagbog for 1. august
Lørdag den 1. august 1914. Mor og jeg fulgte bedstemor...til banegården til otte-toget... På banegården hørte jeg reservister fra marinen tale sammen: "De store herrer gør, hvad der passer dem !" - "Har du lyst til at skyde et menneske? - jeg ikke!".
På hjemvejen købte mor nogle varer - således som uhyre mange gør det netop nu. Sukker var allerede blevet 5 pfennig dyrere; nogle købmænd tager allerede op til 50 pfennig for et pund, så det er ikke underligt, at folk skynder sig at købe ind. Men dette prisjobberi burde forbydes! I Norderstrasse så vi en løjtnant med fem mand, som bar plakater og en limpotte: Den kommanderende general bekendtgør, at der ikke må offentliggøres noget om militæret! På sparekassen, hvor der var meget stor trængsel - folk frygter for deres penge - hentede jeg 100 mark og fik kun sedler. Selvom jeg bad om det, fik jeg ingen mønter. En dame ville hæve alle sine penge. "Er De bange?" "Ja". "Her ligger pengene sikrere end hjemme hos Dem - se engang på det brandsikre rum!", sagde direktøren til hende.
Tyskland har stillet Rusland og Frankrig et ultimatum, som skal besvares inden for 12 timer! - således læste jeg det. Nu må afgørelsen falde! Bare det går godt! Sidste nat, klokken 2.30, henvendte pionerer sig til "Kohlmann og Seger" og opkøbte al pigtråd. Dette er i morges fragtet mod vest. Værftet er blevet besat af militæret. I Diedrichsdorf (forstad til Kiel) er en person, som blev anset for at være spion, blevet skudt. Hustru og børn bor her. Til Danmark skal man nu ifølge overpræsidentens bekendtgørelse benytte nøje foreskrevne veje. To medarbejdere på Hejmdal er blevet arresteret, ligeledes to skibsførere fra Flensborg? Hos "Holm og Molzen" og også hos Petersen er alt kul allerede udsolgt. Underofficer Todt fortalte mig, at et mobiliseringskommando har holdt sig klar på kasernen fra 3.20 (da udløber ultimatummet!). Jeg var på vej til haven, da jeg fik dette at vide, jeg ville på denne meget vigtige dag hente mor og børnene fra solbærplukningen. Mor og jeg gik ind i byen til Grosse Strasse og Rathausstrassse, hvor der var et bølgende menneskehav.
Da vi atter gik tilbage (kl. 6) til Norddeutsche Zeitung's udhængsskab til telegrammer, lød det pludseligt - det blev forkyndt af en bankdirektør - "mobiliseringen er befalet!". Det var allerede slået op på posthuset. Snart efter var det også i Norddeutsche Zeitung's udhængsskab. Alle var dybt bevæget (jeg husker især en direktør). Mor og jeg gik til hjørnet af Rathausstrasse, hvor vi mødte og talte med min kollega Voigt, og derefter mødte vi fru Hansen, som vi dybt rystede fulgtes med hen ad Grosse Strasse. Hun fortalte om en tjenestemand ved banen, som sender 5 sønner og 3 svigersønner i kampen. Vi så, hvorledes en ung pige leende gik hen ad gaden. Da skyndte en mand sig hen til hende og skældte hende grundigt ud, fordi hun lo i denne alvorlige stund. Snart hørte vi klokkeklang: Krig, krig!!! Vi gik stille op ad Toosbuystrasse... så gik vi langs Burgwall, hvor vi hørte klokkeklangen fra alle tårne. Hvilken alvorlig stund for Tyskland! Hvad vil fremtiden bringe vort fædreland? Ved kasernen traf vi førstelærer Paulsen, som fortalte os, at 3 skoler skal laves om til lazaretter. Han kom fra et skoleledermøde hos skoleråden. Disse lazaretter er så skolen i Waldstrasse, i Schlosstrasse og i den ene af skolerne i Bauer Landstrasse. Således skal der straks tænkes på de sårede! - Min kollega Thomsen stod med tårer i øjnene ved kasernens hovedindgang: 4 sønner og 1 svigersøn skal med. - Jeg mødte sergent Dannemann, tog afsked med ham og lod ham hilse sine kammerater - mine elever - og bad ham også skrive til mig, når han var i felten.
Om aftenen var der atter store menneskemasser i gaderne, ingen kunne finde ro hjemme, og folk, som ellers ikke ænsede hinanden, kunne tale sammen og udøse deres hjerte.
I går, den 31. juli, har kejseren holdt en tale fra balkonen på det kongelige slot. Jeg ville gerne have været dér i menneskemængden. Dér er bølgerne sikkert gået højt! "Man nøder os sværdet i hånden! Gå i kirke og bed Gud hjælpe vor tapre hær!". Således talte kejseren, og mængden sang med blottede hoveder "Die Wacht am Rhein" (1).
Oversættelse.
(1) Tysk kampsang, digtet 1840 af Max Schneckenburger, i det tyske rige og under første verdenskrig nærmest nationalsang.
Kilde: Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie, IV. De nationale modsætninger 1914-1933. Institut for Grænseregionsforskning, Aabenraa 2001.