1917 Da vi var krigskoner. Uddrag af Ingeborg Thomsen erindringer fra 1933

Modsætningen mellem Land og By viste sig allerede 1. August [1914]. Kvinden paa Landet blev den erhvervende, Kvinden i Byen den sparende. I Byerne gik i den første Krigstid alt i Staa - der var ikke Arbejde nok til alle de Mænd, der blev tilbage, langt mindre Brug for Kvinder paa Mændenes Plads - men paa Landet maatte Mændene bryde op paa Aarets travleste Tid og efterlade Kvinderne overfor Høstens Opgaver.

... De Hustruer i Byerne, der maatte passe Mandens Forretning, fik nok at tænke paa; til Gengæld fik de i Aarenes Løb lettere Kaar end de fastlønnedes Hustruer, thi de havde Varer at bytte med og kunde derfor lettere faa Føden og leve bedre.

... I de nordslesvigske Byer var Forholdene smaa - 10 Aar efter Krigen har skabt større Forandringer end 50 Aar før Krigen - men Kvinderne tog fat, hvor der var Brug for dem, og gjorde Arbejdet godt. I Kontorerne rundt omkring rykkede de ind. Offentlige Kontorer havde hidtil ikke beskæftiget Kvinder, naar lige undtages Telefonen. Nu kom der Kvinder paa Raadhus og Kredshus. Paa "Hejmdal" oplærtes kvindelige Maskinsættere, der fik en kort Uddannelse og skulde forpligte sig til at gaa, saasnart Mændene kom igen. Som Arbejdere paa Jernbanestrækningen brugtes Kvinder; det var et Kompagni i blaa Bukser, som man ikke mere vendte sig om efter. Portøren paa Jernbanen var en Kvinde, og vi havde et kvindeligt Postbud. Mælkekusken, der var frygtet og ombejlet, var en Kvinde, og efter Sigende førte hun et skrapt Regimente. Gifte Kvinder gik atter i Arbejde som Lærerinder; det var i Fredstid ulovligt. En Lærerinde, som giftede sig, fik straks sin Afsked. Kom der en Vogn ind fra Landet, var det med en gift Kvinde som Kusk, og gik man over Markedspladsen, var det Kvinder og gamle Mænd, der handlede med Kreaturer, mens Børn hjalp tilÖ

De Kvinder, der sammen med den yngste Lærling maatte passe en Forretning, blev i Aarenes Løb dygtige og selvstændige. Jeg tror, det Skudsmaal har de faaet overalt. Mange Mænd kom sjældent hjem, mange tabte Interessen for alt hjemme, og for hver Gang var Forholdene saa forandrede, at de havde svært ved at følge med. Tilbød der sig Varer, maatte de købes straks, der var ikke Tid til først at spørge Far. Den forsigtige kom til at staa med en tom Butik. Alt kunde sælges. "Det kan du aldrig sælge til de Priser", sagde Manden paa Orlov. "Det forstaar du ikke", maatte Konen ofte svareÖ

Paa Landet har Konerne det svært, men de har dét fremfor Konerne i Byen, at de kan faa deres Mænd hjem paa Orlov. Der har den stedlige Kommuneforstander meget at sige. Hvis han skriver "Dansk Agitator", er Udsigterne ikke gode. "Tegn Krigslaan, aflever Guldsmykker", lyder det. De dristigste svarede: "Nej, de har taget min Mand bort, jeg har ofret nok, Krigslaan er for dem, der sidder hjemme. Jeg faar ikke pløjet eller saaet, jeg kan ikke mere". De stedlige Myndigheder kunde bruge deres Indflydelse baade til godt og ondt. Den tyske Landraad von Löw i Haderslev var elsket af alle Krigskoner, han hjalp og trøstede dem saa godt, han kunde. Hvis de f. Eks. kunde sige: "Min Mand sidder i Ratzeburg og gør ikke andet end skrælle Kartofler hele Dagen, mens Gaarden her lægges øde og intet bringer", saa prøvede han paa at faa Manden hjem.

Ingeborg Thomsen og Svend Thorsen: De fire onde Aar. 1933, side 66ff.

Kilde: Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie, IV. De nationale modsætninger 1914-1933. Institut for Grænseregionsforskning, Aabenraa 2001.