1918 Allieret indgriben overfor dansk-tyske forhandlinger december

Det danske Udenrigsministerium havde fortroligt meddelt de fremmede Legationer i København Rigsdags-resolutionen af 23. Oktober. Nogle Uger senere blev den danske Gesandt i Paris modtaget af den franske Udenrigsminister; Stéphen Pichon udtalte til H.A. Bernhoft - som han stedse havde omfattet med Sympati og Venskab - at denne tvetydige Beslutning havde gjort et uheldigt Indtryk paa Entente-Magterne, og at det maatte forekomme disse besynderligt, at Danmark ikke gjorde Forskel mellem Undertrykkerne og Befrierne. Da kort efter de allierede Regeringer kom i Besiddelse af Erik Scavenius’ Note af 28. November, der i Virkeligheden blot var en Følgeskrivelse til Aabenraa-Resolutionen, blev de enige om en Fællesoptræden. Deres Ministre i København fik i de første Dage af December Ordre til at tilstille den danske regering identiske Noter, der kort og klart tilkendegav, at hvis Danmark ønskede at generhverve Dele af Slesvig, saa maatte dets Regering paa sit Ansvar og ikke som Mellemmand for en privat Forening rette Anmodning derom til de Magter, som alene var istand til at opfylde den. Den franske Gesandt, A.R. Conty, udtrykte sig saaledes (10. December 1918):

"Frankrigs Regering nærer den Opfattelse, at saafremt den kgl. danske Regering ønsker en Løsning af det slesvigske Spørgsmaal, maa den til de allierede Regeringer fremsætte en officiel Anmodning om at forelægge Sagen for Fredskonferencen."

I Overensstemmelse hermed lød den britiske Note af 12., og den italienske af 17. December s. A. [fodnote hos Tardieu: Under 12. December anmodede derefter Erik Scavenius den franske Gesandt i København om at overbringe Republikkens Regering den kgl. danske Regerings officielle Anmodning om det slesvigske Spørgsmaals Indbringelse paa Fredskonferencen. Tilsvarende Skrivelser tilsendtes efterhaanden de øvrige allierede Legationer i København]

Paa samme Tidspunkt beklagede Udenrigsminister Pichon sig paany til H.A. Bernhoft, denne Gang over Statsminister Zahles Bemærkning i Talen til H.P. Hanssen, hvorefter det var "Omstændighederne", som tillod Nordslesvigs Genforening med Danmark. Den britiske Regering lod ligeledes tydelig forstaa, at den med Uvilje iagttog Ministeriet Zahles Anstrængelser for at undgaa Konstateringen af et Aarsagsforhold mellem Ententens Sejr og det slesvigske Spørgsmaals Løsning.

André Tardieu: Slesvig på Fredskonferencen, s. 80f.