1955 Uddrag af H.C. Hansens tale i Næstved den 22. marts

Forhandlingernes udgangspunkt var min tale i NATO, hvori jeg fremhævede, at et mindretals rettigheder direkte berører de idealer, hvorpå menneskerettighederne bygger, og sagde, at set på denne baggrund kan den måde, hvorpå et mindretal behandles, meget vel få karakteren  af et symbol på det fremtidige samarbejde, således som vi gerne ser det.

Jeg pegede på, at mens det tyske mindretal var repræsenteret i det danske Folketing, er det danske mindretal uden repræsentation i landdagen i Kiel, skønt det danske mindretal har 4-5 gange så mange vælgere som det tyske mindretal har i Danmark.

Forbundskalnsler Adenauer udtalte bagefter over for mig, at han med stor interesse havde påhørt udtalelserne, og at han havde sat sig i telefonisk forbindelse med den slesvig-holstenske ministerpræsident om spørgsmålene.

I den følgende tid var der en ret stærk drøftelse af mindretalsproblemerne, hvor orincipielle synspunkter blev trukket op. I visse tyske kredse blev tanken om en mindretalstraktat skudt i forgrunden, mens man fra dansk side var enige om, at en mindretalstraktat hverken var ønskelig eller formålstjenlig. Vi hævdede som vor opfattelse, at Kiel-erklæringen gennemført efter dens ånd og bogstav var, hvad vi kunne ønske, og det i så henseende ikke skulle skorte på en vis gensidighed.

Vi ventede ikke i 1945, at frygten for Hitlers diktatur skulle afløses af frygten for det kommunistiske diktatur. Vestens demokratiske lande demobiliserede og sendte hærene hjem. Men Sovjetunionen demobiliserede ikke. En bræmme af lande, fra den finske bugt til Albanien, blev underlagt det kommunistiske diktaturvælde. Dette var baggrunden for oprettelsen af NATO og Danmarks tilslutning hertil.

Hitler tog det ene land efter det andet, som man plukker blade af en blomst. Vi spurgte i 30'erne: "Hvornår slutter demokratierne sig sammen i fælles forsvar?" Vi oplevede det ikke. Men vi oplevede 9. april, hvor Danmark stod ene og forladt.

Men i 1949 sluttede vi os til NATO's samarbejde for kollektiv sikkerhed. Et dansk forsvar isoleret ville ikke i dag have været mere værd, end det var i 1940.

Europas frihed består i, at der ikke genopstår en amerikansk isolationisme, der overlader Europa til sig selv. Men Atlanterhavspagten måtte have som forudsætning, at vi indledte et samarbejde med det demokratiske Tyskland.

Nu føres diskussionen herhjemme: Skal vi ratificere Parisaftalerne, som udenrigsministeren har skrevet under på i Paris, eller skal vi det ikke?

Skal vi medvirke til at Tyskland får våben i hænde og eventuelt atter bliver en europæisk militærmagt?

Eden sagde herom: Det militære er ikke det afgørende med hensyn til Tyskland, men det politiske.

Vi må drage Vesttyskland med ind i samarbejdet og ikke ved isolation tvinge Vesttyskland i armene på kommunisterne. Det var en politisk dumhed i 1918, at man isolerede Tyskland. Derved skabtes "dolkestødslegenden" og dermed forudsætningen for Hitler og den næste krig. Vi skal ikke gentage denne fejl. Den tid må være forbi, da europæiske stater fører krig mod hverandre, således som det forlængst er forbi i de nordiske stater.

Kan vi stole på tyskerne? Kan vi stole på, at de holder ord? Hvis vi skal bygge et samarbejde på gensidig mistænksomhed, så kan vi lige så godt holde op med at tale om samarbejde og forståelse.

Men folkeafstemning herhjemme om Vesttysklands genoprunstning?

Vi kan stemme om, hvorvidt vi vil holde ord, men hindre Vesttysklands genoprustning kan vi ikke. Siger vi nej bliver vi og ikke Vesttyskland isoleret. Når alt kommer til alt, vil en folkeafstemning her i landet om de problemer blive en folkeafstemning om Danmarks medlemskab i NATO, og en sådan afstemning har vi haft ved folketingsvalgene.

Men vore følelser over for Tyskland og dets mange krige mod Frankrig, mod Danmark? En stor englænder, der diskuterede med en fransk dame om disse ting, sagde: "Jeg mistede mine venner i den første verdenskrig, jeg mistede mine venners sønner og mine egne sønner i den anden verdenskrig. Kom ikke og tal til mig om følelser over for det Tyskland, der skyld i disse ulykker - det gælder om at forhindre, at det samme sker igen. Derfor må vi samarbejde med Tyskland".

Den tale kan vi lære noget af.

Kilde: Bogen om H.C. Hansen. Redigeret af Viggo Kampmann og Jul. Bomholt. Forlaget Fremad. 1960. S. 163-165.