Gå til leksikonoversigt

2005 Formand Bund Deutscher Nordschleswiger Hans Heinrich Hansens tale ved København-Bonn erklæringernes 50-års jubilæum

Kildetekster

Formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger, Hans Heinrich Hansens tale ved 50 års jubilæet for Bonn-København Erklæringerne,

29. marts 2005, Sønderborg Slot

____________________________________________________________________

Ærede hr. forbundskansler, ærede hr. statsminister, ærede fru ministerpræsident, ærede gæster!

Da den danske statsminister H. C. Hansen og den tyske forbundskansler Konrad Adenauer den 29. marts 1955 underskrev København-Bonn Erklæringerne, lagde de fundamentet til en historisk udvikling. Det tyske ønske om optagelsen i den militæriske forsvarsalliance, NATO, skabte som en sidegevinst København-Bonn Erklæringerne. Det danske ønske om at løse de mindre nære problemer, før man løste de større overordnede, var en tidlig bekræftelse af kendsgerningen: mindretalspolitik er fredspolitik.

To begreber har en vigtig betydning for et fredeligt "med hinanden" mellem flertal og mindretal: øjenhøjde og øjemål.

For et mindretals værdighed og ligeberettigelse er det vigtigt at kunne forhandle med repræsentanter fra flertallet i øjenhøjde. Ligeså vigtigt er det for mindretallet at udvise øjemål.

Vi, som mindretal, vil anerkendes i vor egenart og vi vil selv bedømme, hvad denne egenart er – om man derved forstår kultur, sprog, tilhørsforhold, det at synge sange, skolegang eller noget fuldstændig andet. Måske kommer man tættest på spørgsmålet om identitet, hvis man helt enkelt siger: det er alt sammen følelsen, sådan som enhver af os er, at være hjemme her. For os er det den tyske identitet.

Erklæringerne garanterer de to nationale mindretal kulturel og sproglig udfoldelse, såvel som medlemmernes ret til at vælge nationalt tilhørsforhold, uden at dette må efterprøves af myndighederne. Dette er vigtige udsagn, der også har bidraget til gradvis at mindske det ydre pres, det tyske mindretal ofte har været udsat for. Dette er for os fundamentet i København-Bonn Erklæringerne. Dette var en forudsætning for at nedtone forbeholdene mellem mindretallet og flertalsbefolkningen.

København-Bonn Erklæringerne er ikke mindst blevet en succeshistorie fordi de er båret af velvilje. Denne velvilje har vi mødt fra Forbundsrepublikken Tyskland og landet Slesvig-Holsten, derfor en tak til Dem, hr. forbundskansler, og til Dem, fru ministerpræsident.  

Velvilje møder vi, som tysk mindretal, også fra dansk side. For øjeblikket forhandler vi i øjenhøjde med den danske regering om det tyske mindretals finansiering, politisk indflydelse og position efter kommunalreformen.

Kære statsminister Anders Fogh Rasmussen. Jeg vil gerne sige tak for de lovforslag vedr. det tyske mindretals position og de tilsagn, der er givet os med hensyn til sikring af vores kulturelle og sociale fremtid efter kommunalreformen. Og til dig, Lars Løkke Rasmussen som ansvarlig minister, tak for resultatorienteret samarbejde, og tak for det gode forhandlingsklima du altid har skabt i kontaktudvalget.

Vi hilser velkommen, at vi i kommunalreformen får tildelt en særlig rolle i det grænseoverskridende samarbejde. Dette aspekt får en voksende betydning i Europa, og det er nu op til regeringerne at skabe grundlaget herfor og fjerne bestående hindringer.

Vi, som mindretal, har særlige forpligtelser; det er først og fremmest loyalitet overfor staten, men dernæst har det noget med balance i samfundet at gøre. Balance er ikke en statisk, men en dynamisk proces. Det har vi set med al tydelighed i Slesvig-Holsten. Vi må, som mindretal, føle en forpligtelse til at bevare balancen, men vi tillader os også at spørge, om nogen i alvor mener, at vi på noget tidspunkt vil være i stand til at true statens balance.

Sommetider kan man føle sig foranlediget til at betegne forholdet mellem flertal og mindretal, som forholdet mellem forældre og børn. Jeg mener, vi er vokset ud over det stadium; vi omgås hinanden som voksne, og sådan skal det også fortsat være.

Der er opstået et "med hinanden" mellem flertal og mindretal, men også et "med hinanden" imellem mindretallene, som har opdaget, at det er mere, de har tilfælles, end der skiller dem. På den baggrund har vi udviklet denne europæiske modelløsning.

Mindretalspolitik er fredspolitik, og mindretalspolitik er forudsætningen for morgendagens Europa. Hvert 7. menneske i Europa tilhører et mindretal. Det er næsten flertallet. Men det er ikke det, jeg vil give udtryk for, for det lyder næsten som en trussel. Det, jeg dermed vil sige, er: vi er mennesker, der med evnen til at være hjemme i flere kulturer, har et perspektiv, der endnu er fremmed for de fleste mennesker i Europa. Men det er et fremtidsperspektiv og mindretallene lever det allerede nu.

Mine damer og herrer, kære venner!

København-Bonn Erklæringerne er kun det værd, som vi gør ud af dem! Lad os altid være så kloge, at udnytte de muligheder, de giver, uden at sprænge rammerne.

Et klogt menneske har sagt: alt er forandring. I denne mening har vi tillid til, at København-Bonn Erklæringerne vil kunne leve op til disse forandringer.