2005 Formand for Sydslesvigsk Forening Dieter Paul Küssners tale ved København-Bonn erklæringernes ved 50-års jubilæum

Formand for Sydslesvigsk Forening, Dieter Paul Küssners tale ved festligholdelsen af 50-årsdagen for Bonn-København-erklæringerne tirsdag den 29. marts 2005 på Sønderborg Slot:

2005 er et eventyrligt år. I Danmark. I verden. I Tyskland fejrer man eventyrdigteren H.C. Andersens 200-årsdag. Denne Andersen, der allerede i sin levetid blev hyldet og fejret i det eventyrglade Tyskland; og som i hovedparten af sit liv gerne delte sit hjerte mellem de to lande.

Halvvejs i livet mødte han sommeren 1844 for første gang grænselandets nationale modsætninger. Efter et vellykket og givtigt besøg på Før hos det danske kongepar, tog han ophold på Augustenborg; og her mødte han for første gang en ulykkelig national splittelse, der var rettet mod hans fædreland. Hertugfamilien bad om et lejlighedsdigt under en større middag på slottet – og pointerede, at ønsket indebar en manifestation af regionens farver: blåt og gult ( underforstået ikke rødt og hvidt).

Den sensible digter fornemmer misstemningen og samler sig til en brugbar formel for samliv mellem forskellige nationale bekendelser. Blot skal man huske at indsætte sine egne farver – for at fange genialiteten. Hver elsker sin farve på sted og tid Jeg alle disse kan lide Men mest har jeg lært fra min barndomstid At elske det røde og hvide.

I dette ganske prunkløse vers ligger grænsefredens hele arkitektur: De nationale flertals og de nationale mindretals mulighed for kooperation: At ville de andre – uden at opgive sig selv. Denne erkendelse er selve surdejen til det mellemfolkelige samliv, Bonn-København-Erklæringerne danner rammen om.

Vejen til denne erkendelse har krævet halvandet hundrede år i dette grænseland. En vej over borgerkrig, en dansk-tysk krig foruden tre andre krige som grænselandets mennesker blev draget ind i. Halvandet hundrede år, hvor man fravalgte 500 års samliv, der var præget mere af kulturel berigelse og frugtbar symbiose end modsætninger. Vi unge i mindretallet opdagede slet ikke, at 1955 skulle blive vendepunktet for et nationalt samliv, der afløste koeksistensen for at ende i kooperation. Som elev på Jaruplund Højskole hørte jeg Bøgh Andersens skepsis overfor regelsættet, der fratog hans generation drømmen om en genforening med Danmark.

Alligevel kunne mindretallet bruge den vanskelige, men nødvendige nye dansk-tyske tilnærmelse og forståelse, der også dannede baggrund for mindretalsaftalerne. De statsborgerlige rettigheder blev understreget. Ligeværdigheden påtalt. Den kulturelle autonomi sikret. Og vigtigst for mindretallet: Den frie bekendelse til et nationalt valg i grænselandet blev af myndighederne anerkendt. Alle de første punkter var egentlig statsborgerlige selvfølgeligheder – det sidste derimod af vital betydning for et mindretal.

Den frie bekendelse, der også i FN-perspektiv var sikret menneskeheden: Enhver har ret til en nationalitet – og enhver har ret til at skifte nationalitet. Langsomt, meget langsomt kom Bonn-København-erklæringerne til at bevæge grænselandets mennesker mod et anstændigt samliv. Deres betydning blev efter mit skøn især udmøntet i flertalsbefolkningens erkendelse af mindretalsrettighederne, der ikke bare førte til, at flertallet accepterede det danske mindretals tilstedeværelse i Sydslesvig, men også anerkendte mindretallet som ligeværdige borgere, som man respekterede og anerkendte.

Og langsomt men sikkert nærmede vi os dagens naturlige tilstand, hvor vi mødes i øjenhøjde – i respekt for forskellige standpunkter, der nødvendigvis må finde sammen i en for grænselandet frugtbar helhedsforståelse.

Der står vi i dag. De seneste år har flertallet sikret os yderligere ved at tilføje en mindretalsartikel i landet Slesvig-Holstens forfatning. Vi har fået en mindretalsrådgiver for regeringen – og grænselandets tidligere modspillere har fundet sammen i et DialogForumNorden, hvor vi drøfter væsentlige fællesanliggender.

Regionen har desuden fået et videnskabeligt mindretalsinstitut ECMI (European Centre for Minority Issues) og et dansk-tysk universitetssamarbejde, der integrerer mindretalsspørgsmål i uddannelsen. Føj dertil det grænseoverskridende samarbejde og de europæiske mindretals sekretariat i Flensborg, så har vi et fremtidsorienteret kraftfelt for mindretalsspørgsmål uden lige i Europa.

Det er ikke kun en enestående chance for det dansk-tyske grænseland men også for Tyskland – forbundsregeringen og Forbundsdagen. De fire anerkendte nationale mindretal i Tyskland ser her et positivt perspektiv og er derfor interesseret i en tættere kontakt med Berlin. Takket være en konstruktiv dialog med forbundsregeringen og engagerede medlemmer af Forbundsdagen er vi nået langt. Målet for os er et fast mindretalssekretariat tilknyttet parlamentet eller regeringen.

At ville de andre uden at opgive sig selv – flertal og mindretal i en frugtbar symbiose til gavn for helheden var drømmen. Bonn-København erklæringerne var udgangspunktet – grænselandsvirkeligheden den inspirerende udfordring. At arbejde for denne sag er udfordringen netop nu, hvor den politiske virkelighed på ny udfordrer Bonn-erklæringens indhold. Det er måske ikke uden gevinst for fremtiden, at vi netop i 50 året for erklæringerne oplever et midlertidigt tilbageslag! Det har efter mit skøn revitaliseret behovet for redelig oplysning om kernen i disse aftaler. Både flertal og mindretal har de samme rettigheder i statsborgerlige anliggender. Først når vi mødes ligeværdigt og i øjenhøjde er det muligt at fremme fælleslivet i fredelig kooperation til gavn for grænselandets mennesker og til nytte for det af alle ønskede venskabelige forhold mellem Danmark og Tyskland.

Dieter Paul Küssner