2005 Ministerpræsident Heide Simonis tale ved København-Bonn erklæringernes 50-års jubilæum

Tale ved ministerpræsident Heide Simonis i anledning af festligholdelsen af »50-året for København-Bonn-erklæringerne« i Sønderborg den 29. marts 2005.

Oversat til dansk.

Excellence, ærede hr. statsminister, ærede hr. forbundskansler, kære Hans Heinrich Hansen, kære hr. Küssner, mine damer og herrer,

i dag for 50 år siden - den 29. marts 1955 - underskrev statsminister Hansen og forbundskansler Adenauer på Petersberg nær Bonn »København-Bonn-erklæringerne«. I disse erklæringerne blev de to gensidige mindretals rettigheder fastskrevet, det danskes i Tyskland og det tyskes i Danmark - frem for alt: friheden til bekendelse!

Dermed er fundamentet blevet lagt for en bilæggelse af de omfattende fortidige konflikter i det dansk-tyske grænseland. Et ufredeligt århundrede kunne omsider afsluttes. I 1955 åbnedes et nyt kapitel i naboforholdet mellem Danmark og Tyskland. Men frem for alt: Der blev lagt en grundsten for et nyt indenrigspolitisk klima:

For det første skulle mindretallenes livsbetingelser forbedres.
For det andet gjaldt det for flertalsbefolkningerne om at lære at se mindretal som en kulturel berigelse.

I Slesvig-Holsten har mindretalspolitikken en stor betydning. Vi har lært og erfaret, hvordan det dansk-tyske grænseland skridt for skridt takket være engagerede personligheder og ihærdigt arbejde bliver til et inspirerende eksempel på en fredelig løsning af mindretalsspørgsmål. Jeg er stolt over de resultater, der her er blevet opnået. Det være sig fra flertalsbefolkningens side, det være sig fra mindretallenes side. Og jeg mener: Det kan vi alle være stolt over!

København-Bonn-erklæringerne har deres betydning som vigtige dokumenter for menneskelighed. Væsentlig imidlertid var den indre holdning, var ånden, som de muligheder, som erklæringerne gav, kunne fyldes med liv på. De erfaringer, der er blevet gjort med erklæringerne i hverdagen, har gjort os modige: I dag forholder det sig således, at alt, hvad der har vist sig bæredygtigt i Slesvig-Holsten med hensyn til det danske mindretal, også gøres til målestok for vort forhold til det frisiske mindretal.

Mine damer og herrer, just i jubilæumsåret for København-Bonn-erklæringerne oplever vi i Slesvig-Holsten en ny kvalitet for vort samliv. Vi oplevede, at de politiske repræsentanter for det danske mindretal ikke kun var rede til igennem årtier at agere politisk ansvarlig og ansvarsfuld. Dem, der bekender sig til mindretallet, viste lige dele ansvarlighed og selvbevidsthed og unddrog sig ikke afgørende spørgsmål - helt frem til spørgsmålet om, hvem der skal regere landet Slesvig-Holsten.

Ud fra mit syn bygger denne beredvillighed på det løfte, der gennem ånden i København-Bonn-erklæringerne er blevet givet: Mindretallet har samme rettigheder som flertallet, dets parlamentarikere er ikke kun halvdelen værd men har et fuldgyldigt mandat til udformning af vor fælles hjemstavns fremtid. Jeg understreger derfor i dag på dette festlige møde min særlige respekt for mindretallets slesvig-holstenske parlamentarikere. Jeg takker mindretallene på begge sider af grænsen for, at de i dag opfatter sig som brobyggere mellem Slesvig-Holsten og Danmark. Jeg benytter mig af lejligheden til at fremhæve det snævre bånd, der forbinder slesvig-holstenere med det tyske mindretal i Nordslesvig.

Landdage og landsregeringer har over årtier gjort sig store anstrengelser for at leve op til det ansvar, som grænselandets historie har pålagt os. Det er derfor en selvfølge for mig, at nationale mindretals beskyttelse og støtte også fremover vil være et centralt anliggende for den slesvigholstenske landsregerings politik.

Dette er ikke noget mål i sig selv, men har den mening at kunne lette menneskers samliv. Med dagen i dag flyttes mindretalspolitikken og det dansk-tyske grænseland i fokus i Europa. Vi ved, at dette forpligter os til såvel ømhed som mod. Vi gør det i tillid til det fundament, som vi igennem de seneste 50 år år har lagt sammen.

Hjertelig tak til Dem allesammen!