2005 Uddrag af Grænseforeningens årbog 2005 om H.C. Andersen

På Augustenborg

Da Andersen ankom til Før, blev han – meget ubelejligt for den udasede digter – genkendt og modtaget med jubelskrig af de augustenborgske piger. Og under opholdet må han hele to gange love hertugparret at tage imod den gamle invitation fra Gisselfeld og nu komme på besøg på Augustenborg bagefter.

Søndag d. 8. september var der så afskedsaudiens, og dagen efter er det den store afrejsedag, hvor både kongeparret og Andersen forlader badestedet. Andersen for at tage til Augustenborg. Turen går via Flensborg, hvor Andersen overnatter, besøger bekendte og går tur langs fjorden.

I Flensborg møder han hertugens, der egentlig havde tænkt sig at tage til Gråsten Slot, men da de nu ser, at Andersen vil gøre alvor af det og tage til Augustenborg, ombestemmer de sig og tager selv til Augustenborg.

Fra Flensborg går det ud ad landevejen mod Aabenraa. Ved mørk aften passerer vognen Gråsten Slot, der er "stærkt oplyst" (dagbogen den 10.) og kommer så til Sønderborg Sund, hvor vi gik over med en Træk Færge, Vandet lyste, jeg saae det først paa det vaade Toug, det saae ud som faldt der St Hans Orme fra det, jeg fik en Aare at pladske i Vandet med, det var som en hvid straalende Fane (smst.).

Og så får associationerne ellers frit løb: En Svømmer maa lyse som Jesu Barnet i Correggios Nat; en Barnemorderske kunde ved at see dette Billede tænke paa sit Barn hvorledes det lyste i Vandet. – (igaar Nat sad jeg paa Heden og tænkte, som en Hofmann [Andersen spiller her på ordets dobbelte betydning: navnet på den fantastiske fortællings mester, tyskeren E.Th.A. Hoffmann, og slet og ret: en hofmand]; hvor der dog ere mange Hoffer paa vor Jordklode, store og mindre, – seer man nu op paa de utallige Stjerner og veed at disse ere beboede, har altsaa Hoffer ligesom vi, en Mængde Hoffer paa hver og saa denne utallige stjernevrimmel, hvilken Mængde Hoffer, ja da svimler man ved Guds Almagt). (skal bruges i Romanen som Hof-Tanke) (smst.).

Dagen efter ankomsten til Sønderborg spadserer Andersen så til byens slot, naturligt tiltrukket af, at Christian 2., som han selv lige havde skrevet et "drømmespil" om, Kongen drømmer, havde siddet fangen her (Andersens stykke foregår på nutidsplanet netop i kongens fængsel på Sønderborg Slot).

Slottet oplever han nu som meget forfaldent. I en af de sale, han kommer igennem, og hvorfra der er udsigt til havet, ligger "en stakkels Karl, der af Kjærlighed igaar havde skudt sig saa under Munden var sprængt, jeg saae de svulne blodige Læber" (dagbogen d. 11. sept.). Andersen er interesseret i at se noget, der har tilknytning til Christian 2., og får da at se et fængsel, der kunne ligne det, som kongen sad i, "her var en Lænke i Muren, det var et rundt Taarn og med tyk Muur" (smst.). Men det originale fængsel er der ikke meget tilbage af:

Vi kom til Nedgangen af Christian 2.'s Fængsel, Døren der tilmuret og Taarnet borte, Marmorbordet bragt til Kjøbenhavn, men den Marmor blok, (slet Marmor) han har siddet paa laae neden for Trappen, jeg satte mig paa den, hvor kold, Tanker gik gjennem min Sjæl; vi skreve vore Navne, ude hvor Taarnet havde været plukket jeg en Nelde og bitter Regnfan[g] (smst.).

Og så kommer det morsomste af det hele:

Manden, Hunnæus (Gottfried Hunæus, hertugelig slotsforvalter, døde 90 år gammel året efter, i 1845), som førte om fortalte at man i Jylland havde givet en Comedie der om, "Kongens Drømme", Reisende havde fortalt at have seet det i Aarhuus (smst.).

Andersen holder masken i dagbogsnotatet – og så har han givetvis også gjort det i selve situationen, dvs. ikke givet sig til kende som forfatteren til stykket, der jo ikke er en komedie og heller ikke hedder helt det samme, som slotsforvalteren åbenbart har hørt og nu intetanende fortæller forfatteren som en interessant nyhed.

Turen til Augustenborg gør Andersen ikke alene. Han er sammen med to musikere, cellisten Kellermann og pianisten Dahl. De bryder op fra værtshuset i Sønderborg kl. 5 om eftermiddagen, hvor de havde ventet i passende tid efter to timer tidligere at have set hertugens køre forbi. Undervejs til Augustenborg får Andersen da sit første indtryk af Als: det er et smukt lille Land, det er Fyen i det Smaa; Slottet tog sig prægtigt ud i den nedgaaende Sol, en stor Mængde Svaner svømmede omkring, jeg tænkte paa de græske Prindsesser i "Svanehammen", der badede sig (smst.).

Indtrykket af landskabet uddybes under en spadseretur to dage senere, hvorom han skriver: Als er som en Ø, svømmet fra Engelands Kyst [hvordan den så skulle være kommet vejen rundt om Skagen og ned til disse kanter??], efter der først at have optaget i det Smaa, et Billed af hele Landets mildeste Skjønhed, de grønne Marker, Skovpartierne [...] Jockeyerne maa drømme sig her i England [hvor Andersen på dette tidspunkt endnu ikke havde været!] (dagbogen d. 13.).

Det med jockeyerne, der umiddelbart kan forekomme noget umotiveret, hænger sammen med, at den store begivenhed, som Andersen var inviteret til at overvære under sit ophold på Augustenborg, var det årlige hestevæddeløb med efterfølgende hesteauktion. Væddeløbene skulle finde sted fra og med dagen for hertugindens fødselsdag, dvs. d. 22. august. Andersen var altså ikke bare et vedhæng, men var inviteret som hædersgæst til to store begivenheder, fødselsdagen og væddeløbene.

Da det lille selskab ankom til Augustenborg, tog de ind på det nærliggende værtshus og gik så op til slottet, hvor de blev "vel modtaget". Kellermann og Andersen fik så tildelt værelser i kavalerfløjen, Dahl blev ikke indbudt til at overnatte og blev gal over det. Af de tilbudte værelser tog Kellermann to sammenhængende, mens Andersen så fik et enkelt. Men her greb hertuginden ind og sagde, at det var en fejl, og så måtte Kellermann afgive de to værelser til Andersen og selv tage til takke med det enlige. Dahl overnattede i værtshuset og rejste videre til Kiel næste dag, mens Kellermann blev tre dage for så at rejse videre søndag morgen.

Andersen skulle blive væddeløbene og fødselsdagen over og ville rejse d. 24. Men hertugen overtalte ham til at blive, så han først kom derfra d. 29. Hele dette førstegangsbesøg på Augustenborg kom således til at vare 17 dage.

Opholdet bød på et ikke-fuldført møde med rødder langt tilbage i Andersens liv, helt tilbage til hans tidligste ungdom i Odense.

Det var allerede på opholdets første dag, det skete, og Andersen opsøgte selv det her omtalte mulige møde.

Hertugen lånte ham en vogn, så han kunne foretage en køretur. Og det første, Andersen gjorde, var at aflægge biskoppen visit.

Denne biskop var ingen anden end den Stephan Tetens, som i sin egenskab af stiftsprovst og sognepræst ved Skt. Knuds kirke i Odense havde konfirmeret Andersen i 1819. Berømt er skildringen i Mit Livs Eventyr af, hvordan fattigmandsbarnet Hans Christian fik sig møvet ind i det fine kompagni hos Tetens:

Vi hørte til St. Knuds Sognekirke, og her kunde Confirmanderne tegne sig, enten hos Stiftsprovsten eller hos Cappellanen; hos den Første gik kun de saakaldte fornemme Familiers Børn, samt Latinskolens Disciple, hos den Sidste gik de fattigere; jeg meldte mig hos Stiftsprovsten, der maatte tage imod mig, men vistnok kun saae Forfængelighed deri, at jeg vilde gaae med hans Confirmander; disse stilledes øverst paa Kirkegulvet, Capellanens kom derimod nedenfor; jeg tør imidlertid troe, at det ikke ganske var Forfængelighed, der drev mig, jeg havde en Angest for de fattige Drenge, som havde spottet mig, jeg følte altid en inderlig Drift til at nærme mig Latinskolens Disciple, som jeg den Gang betragtede for meget bedre end de andre; naar de legede inde paa Kirkegaarden, stod jeg udenfor Træ-Gitteret, kigede ind og ønskede, at jeg var iblandt de Lykkelige, ikke for Legens Skyld, men for de mange Bøger, de havde, og for hvad de kunde blive i denne Verden. Hos Stiftsprovsten kunde jeg saaledes komme sammen med dem, være som de; – men jeg husker ikke en Eneste fra den Tid, saa lidt maae de der have givet sig af med mig; jeg havde daglig Følelsen af, at jeg havde trængt mig ind, hvor jeg ikke hørte hjemme; ogsaa Stiftsprovsten selv lod mig føle det, og da jeg engang hos nogle af hans Bekjendtskab havde declameret Scener af en Comedie, kaldte han mig for sig, udtalte det Upassende i at gjøre Sligt paa en Tid, jeg forberedte mig til Confirmationen, og at naar han hørte Sligt om mig igjen, vilde jeg blive viist bort; jeg blev meget angest og fortrykt i Sindet, endnu mere en forvildet Fugl i den fremmede Stue.

Tetens var samme år, som dette fandt sted, dvs. i 1819, blevet udnævnt til biskop over Ribe stift, men straks efter og stadigvæk i 1819 til biskop over Als og Ærø stift. (Man skal huske på, at Ærø fra gammel tid hørte sammen med Slesvig!). I øvrigt som afløser for den allerførste udnævnte biskop i dette embede, Peter Krog-Meyer, hvis lærebog udi kristendommen Andersen blev plaget med i sine skoleår i Slagelse. Krog-Meyer nåede dog slet ikke at tiltræde dette embede, før han døde af sygdom.

At Andersen straks tager hen for at besøge denne Tetens, som han ikke just har haft i venlig erindring, kan næsten kun udlægges som et planlagt triumftog. Se nu, hvem du har for dig! Ham, som du dengang så ned på og behandlede hånligt, står nu for dig som gæst hos hertugen af Augustenborg og for nylig også hos kongeparret på Föhr.

Ja, vi ved ikke, om det er lige præcis sådan, Andersen har tænkt, men vi ved til gengæld – at Tetens desværre ikke var hjemme, da Andersen ankom. En fuser, altså! Andersen mødte i bispegården kun brodersønnen og dennes kone, men de har da givetvis senere fortalt biskoppen om det opsigtsvækkende besøg.

Hvad biskoppen så har sagt og tænkt, melder historien ikke noget om. Men brodersønnen, der var jurist og senere blev stiftamtmand i København, var Andersen igen sammen med ved væddeløbene, og denne Tetens kom med kone til afskedsvisit, da Andersen skulle rejse. Så det smagte trods alt lidt af revanche og tak for sidst. I dagbogen noterede Andersen den dag, hvor han kørte hen til bispegården i den hertugelige vogn:

Det var sælsomt Livets Gang, komme som Hertuggjæst, første Gang i hans Huus, hvor, da jeg var sidst, kom som en fattig Dreng, han talte haardt til (dagbogen d. 12. sept.).

Og denne fattige dreng – ja, han var nu kommet så vidt, at hertugen ved taflet om aftenen bad ham om at føre hans kone, hertuginden, til bords.

Bortset fra fejringen af hertuginden og væddeløbene var det lange ophold på Augustenborg ellers af en sådan art, at Andersen følte sig meget hjemme der. Trods almindeligt gæsteri havde han oplevelsen af at være del af en familiær kreds og blive behandlet derefter.

Men mere end nogensinde før mærkede han her til brydningerne omkring de nationale og politiske spørgsmål. Naturligt nok, for på Augustenborg og med statholderen, prinsen af Nør, som gæst befandt han sig jo præcis i orkanens øje. Havde nu biskop Tetens været hjemme, da han i hertugens vogn tog hen for at besøge ham, var han næppe heller af den grund blevet modtaget med åbne arme, for Tetens var en bitter fjende af hertugen, både når det gjaldt administrative sager og i politisk sammenhæng.

Allerede lørdag d. 14. september har han noget at notere i dagbogen om de politiske spændinger. Der har været jagt, og om aftenen læser Andersen – som han allerede gjorde det den første dags aften – op af sine eventyr. En af gæsterne ved middagen er borgmesteren fra Sønderborg, om hvem Andersen noterer, at han er "noget antidansk". De andres mening om Andersen er åbenbart denne, at "jeg gjælder for den eneste fornuftige Danske". Men det får tilsyneladende ikke alarmklokkerne til at ringe for hans øren, heller ikke, da han ser "et daarligt Charicatur-Billed af Festen paa Skamlingebanke" (samme dato). Den omtalte karikaturtegning var sandsynligvis rettet mod det første af de store folkemøder på Skamlingsbanken, d. 18. maj 1843, hvor o. 6.000 mennesker mødtes for at bekræfte hinanden i sprogsagen, kravet om dansk som officielt sprog i Nordslesvig. Også samme år, som Andersens besøg på Augustenborg fandt sted, havde der været en lignende "sprogfest" på Skamlingsbanken, denne gang med Grundtvig og Orla Lehmann – sidstnævnte Andersens gode ven – som talere.

Men selv ikke denne karikatur vækker væsentligt anstød hos Andersen. Livet går videre på slottet på fredelig og idyllisk vis. Han læser højt af skuespillet Lykkens Blomst og får selv arbejdet lidt på en revision af operateksten til Liden Kirsten. Provsten fra Ulkebøl, Wexels Krog-Meyer, har været på besøg på slottet og tager tirsdag d. 17. Andersen med hejm til præstegården, hvor han er gæst den ganske dag. Denne Krog-Meyer er sjovt nok søn af den ovenomtalte Peter Krog-Meyer, forfatter til Andersens gamle lærebog fra Slagelse-årene. Den gamle Krog-Meyer havde været huslærer for prinserne (dvs. også den aktuelle hertug) på Augustenborg, og sønnen stod på en særdeles god fod med hertugfamilien. Han, sønnen, siges at have været en præst af den gammeldags rationalistiske skole, som faderen også havde været en eksponent for, men åben, livlig og følsom, Han skal endda have lært lokalbefolkningen at bruge gardiner og dyrke blomster!

Om besøget i Ulkebøl præstegård skriver Andersen:

Smukt Veir; efter Frokost kjørt med Præsten Krogh-Meyer over til hans smukke Præstegaard i Ulkebøl, seet Skolen og Kirken, denne er temmelig stor, med et hvælvet Træ-Loft; Præstekonen meget vakker, Haven smuk, man heisede for min Skyld det danske Flag, der var mange Gjæster, Manthey fra Sønderborg [amtsforvalter], Senator Schmidt, Fru Krüger & Meyers Søster var ikke tilfreds med mig, de kaldte mig Schleswigholstener. – Der blev stor Middag, min Skaal drukket; om Aftenen læste jeg Eventyr og kjørte hjem Klokken efter 11 i stjerneklart, stille Veir, Kornmodn.

Selv her slipper han ikke helt. De nationalt sindede damer kalder ham en slesvig-holstener. Han noterer sig det, men så heller ikke mere.

På Augustenborg er der dagen efter stort taffel i anledning af kongens fødselsdag. Andersen sidder ved hertugens side, og hertugen udbringer kongens skål.

Så vidt, så godt. Og dagen efter igen kan hertuginden læse et brev højt skrevet af kongen på hans "geburtsdag": "det glædede ham at Dagene paa Føhr fortsattes ved Andersen og Kellermann. Dronningen lod mig sige at flere Tydskere havde takket hende fordi de havde faaet mig at see paa Føhr og at hun haabede jeg blev til Veddeløbene paa Augustenborg" (dagbogen d. 19.).

Men så krakelerer idyllen. Fredag d. 20. kommer der en ubenævnt greve fra Kiel på besøg, og

Hertugen talte Politik. Jeg følte mig ikke glad [...] i Ribe skal være pebet efter Statholderen [prinsen af Nør], jeg haaber at det er kun en Spads han selv siger! – Uhyggelig derved.

Men det er ikke nogen spøg. Prinsen af Nør kommer til Augustenborg d. 21. for at være med ved væddeløbene. Og nu får Andersen bekræftet, at der har været en demonstration mod prinsen i Ribe:

Ripenserne have pebet af Statholderen; det er pøbelagtigt! hvad har han gjort, udtalt sin Mening i Stænderforsamlingen, ellers intet og nu piber de af Kongens Gjæst; her er i Sleswig ingen Antipati mod det danske Sprog, men de føler i denne Sympatiernes Tid Drift at slutte sig til Tydskland, som vi at slutte os til Skandinavien, lad hver følge sit (dagbogen d. 22.).

Et bemærkelsesværdigt synspunkt, der klart viser Andersen som internationalist og europæer og ikke som nationalist i snæver forstand. At danskernes sympati for det skandinaviske broderskab (udtrykt bl.a. i tidens studenterskandinavisme) ikke på det konkrete, politiske plan kan sidestilles med de tysktalende slesvigholsteneres krav om tilslutning til Tyskland, er en anden ting og noget, som mange dengang og senere ville have kaldt for enten en bevidst politisk blindhed eller en afslørende naivitet. Havde Andersen under den senere treårskrig offentligt givet sin mening til kende om at lade enhver gå til sit, kunne han let have fået betegnelsen landsforrædder hæftet på sig hjemmefra. Men den mening betroede han klogeligt nok kun sin dagbog. Man skulle helt op til afstemningen i 1920, før dette med at "lade enhver gå til sit" blev løsningen på det sønderjyske spørgsmål. Og da havde man ikke længere brug for Andersens mening om den sag.

Prinsen af Nør underholdt sig en del med Andersen på Augustenborg. De skåler med hinanden ved bordet, og Andersen underholder sig også med prinsessen af Nør. Ved froksotbordet om mandagen, hvor der er hesteauktion,

fik jeg Plads ved Siden af Statholderen: "tør De sidde ved Siden af mig, som de Danske have pebet ud!" – Det var mig en piinlig Conversation, der udspandtes; læste to Eventyr, improviserede! Ærgerlig, Blodet brændte mig i Kinderne. Spadserede med Hertuginden og Statholderens ud til Dyrskuet (dagbogen d. 23.).

Andersen holder masken og lader sig endda overtale af hertugen til at blive. Han ville have været af sted dagen efter, men hertugen indvender:

"Det kan jeg ikke tillade! De maa blive! De gjør mig en Glæde, det er mig saa kjært at have Dem hos mig"; jeg lovede at blive (samme dato).

Ved taflet tirsdag d. 24., hvor der har været hestevæddeløb om hertugindens ærespræmie, og Andersen har tabt sin indsats to gange, sidder han lige over for prinsen af Nør og med "den danske Tetens" ved sin ene side, da han bliver opfordret til at udbringe prinsessernes skål. Denne situation gør ham "ganske Angst, det steeg til en frygtelig Hovedpine". Men han klarer situationen, og så tager hertugen ordet.

Nu udbragte Hertugen her en Skaal for de Danske her var tilstede og at i hans Huus vare de hjerteligt velkomne, at her taltes begge Sprog og ved denne Skaal vilde han især fremhæve, den, som havde hædret dette Sprog og som var ham en kjær Gjæst og som han haabede at see igjen næste Aar til sit Sølvbryllup, han som havde glædet ham og hans [ved] i sit Sprog at læse sine smukke Digtninger [...] Digteren Andersen og at han ønskede at han maatte sige sine Landsmænd hvorledes hans Huus og dets Følelser var i denne Brændings Tid [...] jeg følte Taarerne løb mig ned af Kinderne (dagbogen d. 24.).

Og sådan skete det. Andersen så det virkelig som sin mission at lade budskabet gå videre til dem derhjemme om, at det danske stadig havde hjerterum dernede, også på Augustenborg. Det er vigtigt for forståelsen af hans reaktion at være opmærksom på, at han her havde følt sig omsluttet af en familiekreds, havde følt sig hjemme, følt sig ønsket. Derfor er det givetvis, at han føler sig tilbøjelig til delvis at fortrænge de ytringer af antidanskhed, som indimellem dukker op enten ude i horisonten eller også nogle gange helt tæt på. Kombineret med hans notoriske europæiske og tysklandsbegejstrede orientering, som afbalancerede hans fædrelandske – sådan bør man nok hellere sige i stedet for nationale – følelser.

Under alle omstændigheder skriver han hjem til København for at forklare kredsen derhjemme, at forholdene, som han har oplevet dem, ikke er nær så foruroligende, som de går rundt og tror. Og det brev – stilet til "faderen" Jonas Collin – er skrevet dagen før hertugens ovenfor citerede tale til ham med opfordringen til at forklare, "hvorledes hans Huus og dets Følelser var i denne Brændings Tid". Hertugens tale er refereret under datoen d. 24., men brevet til Jonas Collin er dateret d. 23.:

Jeg lever ganske og aldeles Familie-Liv med Hertugens; Statholderen er her med sin Kone, han vil have jeg skal komme og see Gottorp Slot, de ere mig virkeligt Alle saa velsignede, jeg begriber det slet ikke; – i Frankerige, i Tydskland, her, rundtom har jeg saaledes snart og hurtigt vundet de forskjelligste Mennesker, hvorledes gaaer det til. Kongen havde paa sin Geburtsdag skrevet Hertuginden til, Dronningen havde ogsaa og i begge Brevene var jeg erindret, Dronningen skrev at hun ventede jeg blev Veddeløbene over. Jeg føler ellers saa godt, som slet ikke til disse ulykkelige Brændinger mellem Danmark og Hertugdømmerne; her hos Hertugens tales ligesaa meget Dansk, som Tydsk; danske Blade og danske Bøger er her nok af. Schleswigholstenerne ere mig meget venlige og gode [...] Jeg troer virkeligt ikke, at de Mennesker hjemme, som skrige og skrive, ret kjende Forholdene herovre og Stemningen; naturligviis bevirker Overdrivelse hos de Enkelte i hvert Partie at det Onde bliver værre! Men der kommer vel fredeligere Tider! – De kan ikke tro hvor smukt Familie-Livet er, hvor klog og elskværdig Hertugen aabenbarer sig.

Og så giver den mageløse hertugelige hverdag da endelig også anledning til nogle betragtninger over Andersens egen skæbne:

Jeg tager som sagt Deel i Alt, forleden kjørte jeg i Vogn med Hertuginden og Prindsesserne og – ja De vil ikke lee af mig, det Hele har jo ikke stort at sige, men da de fattige Drenge i Gaden stode og holdt deres Huer i Haanden for os, var Taarerne mig i Øinene, jeg tænkte paa min egen fattige Barndom og – Livets Omvexling (samme brev).

Det er tanker, som ofte melder sig hos Andersen, når han ser sig selv i fornemt selskab. Her så yderligere understreget ved synet af de fattige drenge, der står med huen i hånden for at vise ærbødighed over for de høje herskaber – og for det tidligere fattigmandsbarn H.C. Andersen.

Det beroligende brev til Collin tonede ud i en fornyet understregning af, at der set fra et dansk perspektiv var fred og ingen fare dernede, hvor Andersen færdedes. Danske flag havde vajet smukt uden for slottet hele den foregående dag, skriver han, og "Nummer tre spilles ideligt, saa Kjøbenhavnerne vilde troe sig midt i deres eget Hjem var de her med Øine og Øre". Ren Tivoli-stemning på Augustenborg! Nummer tre er et stykke, der i Tivoli, som var åbnet året før, spilledes fast som netop nummer tre af Lumbyes orkester, nemlig Johann Strauß' "Annen-Polka". Et nummer, som var meget populært hos det københavnske publikum. Jo, Andersen gjorde, hvad han kunne, for at smøre opinionen derhjemme.

Dage på Gråsten

Under opholdet på Augustenborg var Andersen blevet inviteret til at komme igen næste september for at være gæst ved hertugparrets sølvbryllup. Og det var Andersen både da og i den følgende tid helt indstillet på. I 1845 er Andersen indenlands på en ca. 2 måneder lang sommerrejse, der fører ham til Nysø, Bregentved, Corselitze, Sorø (hos Ingemanns), Glorup, Odense, Skanderborg (hvor han træffer sammen med Chr. VIII ved afsløringen af en mindestatue for Fr. VI) og så til sidst sammen med studentersangerne til Aarhus. Sidst i september er han igen på nogle få dages visit på Bregentved, og så først d. 31. oktober tager han ud på en næsten etårig udlandsrejse (til Tyskland, Østrig, Italien og Schweiz), hvor han fra d. 12. til d. 21. november er gæst hos hertugparret på deres anden residens, Gråsten Slot.

Andersen var således endt med at takke nej til at komme til sølvbrylluppet. I et brev til Ingemann af 16. september 1845 skriver han ganske kort herom:

De maa nu troe at jeg er paa Veien til Augustenborg, men det er ikke blevet Tilfældet; jeg har ikke kunnet sætte min Reise til Udlandet i Forbindelse med den forestaaende Fest, har derfor gjort min Undskyldning og bliver endnu 6 Uger i Kjøbenhavn.

Måske trak det også mere i ham, at Jenny Lind var i København næsten en hel måned, fra d. 25. september til d. 22. oktober, hvor han endnu en gang gjorde sig umage for, at hun skulle bide på krogen. Det er ikke utænkeligt, at han har foretrukket at forsøge sig over for hende nu, hvor hun var der, frem for at sole sig i det hertugelige selskab.

I sin artikel fra 1957, "H.C. Andersen og det augustenborgske Hertugpar" (i årsskriftet Anderseniana), fremkommer H. Topsøe-Jensen med den formening, at den virkelige årsag til, at Andersen takkede nej til sølvbryllupsinvitationen ikke var vanskeligheden ved at få diverse rejseplaner til at gå op i en højere enhed (uden merudgifter for Andersens vedkommende), men derimod skulle være, at Andersen nu var blevet klar over, at de politiske spændinger kunne blive ubehagelige for ham, sådan som han har givet udtryk for det i sin omtale af udlandsrejsen 1845 i Mit Livs Eventyr.

Det er imidlertid ikke særlig sandsynligt. For hvorfor skulle han så alligevel undervejs ud tage på et næsten 10 dage langt besøg hos hertugparret på Gråsten? Man skal også lige tænke på, at Mit Livs Eventyr udkom i 1855, dvs. på den anden side af treårskrigen, hvor Andersen har følt sig nødsaget til klart at markere en afstandtagen til krigsmodstanderen. Hvad han skriver 1855 i Mit Livs Eventyr, er ikke nødvendigvis det samme, som gik gennem hans hoved i 1845.

Det bliver tydeligt, når man sammenligner skildringen af opholdet på Gråsten, sådan som den fremstår i hans første officielle selvbiografi, den oprindeligt tyske fra 1847, med den senere danske version fra 1855. I 1847 er alt, som det skal være. Undervejs til det sønderjyske gør han én dags ophold i Odense, kun én, for han føler sig "mere fremmed dér end i Tydsklands store Byer"! Men på Gråsten oplever han igen hjertelig modtagelse og hjemlig idyl:

Den hertugelige Familie af Augustenborg opholdt sig paa Jagtslottet Gravensteen, man vidste mit Komme og al den Naade og Hjertelighed jeg sidste Gang nød paa Augustenborg, fornyedes her i riig Fylde. – Jeg blev her 14 Dage og det var, som om disse var en Forbebudelse paa al den Lykke og Velsignelse der skulde møde mig naar jeg kom ind i Tydskland. – Egnen herom hører til een af de meest maleriske; store Skove, bjergagtige Høider og altid Afvexling med den bugtede salte Fjord og de mange stille Ferskvands Søer. – Selv Efteraarets svævende Taager gav Landskabet noget endmere malerisk, noget fremmed for Øeboeren; Alt er her i større Maalestok end Øerne frembyde det. – Der var smukt ude, der var velsignet inde! – Et nyt Eventyr den lille Pige med Svovlstikkerne blev digtet her, det eneste der er fremsprunget paa denne Reise. – Med Indbydelse til oftere at vende tilbage til Gravensteen og Augustenborg, forlod jeg med taknemligt Hjerte, et Sted hvor jeg havde nydt saa smukke, lykkelige Dage. Nu gaaer det ikke Snegle Gang i det dybe Sand over Heden, fra Rendsborg bærer Jernbanen den Reisende i faae Timer til Altona og Hamburg.

Nu skal man selvfølgelig tænke på, at denne skildring indgår i en selvbiografi, der blev skrevet med henblik på Andersens tyske publikum som indledning til udgaven i Leipzig af hans Gesammelte Werke. Det bestemmer naturligvis belysningen, som dette ophold fremstår i. Men af denne omstændighed kan man dog ikke uden videre slutte, at den senere, omarbejdede skildring fra 1855 er en sandere gengivelse af de tanker og følelser, der rørte sig i Andersen i anledning af opholdet på Gråsten 10 år tidligere. Treårskrigen er den mest sandsynlige årsag til skiftet i belysning. I Mit Livs Eventyr er den samme passage formuleret som følger:

Hertugen af Augustenborg havde holdt sit Sølvbryllup, mellem de flere Danske man hædrede med Indbydelse var ogsaa jeg; der havde imidlertid da tydeligt viist sig en Gjæring, en Spænding, der stillede det hertugelige Huus i en Slags vaklende Stilling til dansk Interesse; uagtet min hele Virken laae og er udenfor det politiske Liv, vilde jeg dog helst undgaae at være Vidne til mulige Ord eller Yttringer, der kunde komme i Collision med min Danskhed, det laae mig ogsaa beqvemmere paa min Reise-Udflugt senere at tage over Gravensteen og udtale min Tak for den venlige naadige Indbydelse, end at reise hen, atter tilbage og senere ud igjen. Jeg kom saaledes nu for første Gang til det smukt beliggende Jagtslot Gravensteen, og blev som tidligere naadigt og hjerteligt modtagen, Intet mærkede jeg, der kunde støde dansk Sind og Hjerte, at de om Aftenen mellem andre Sange istemte "Schleswig-Holstein meerumschlungen", antog jeg betydningsløst; i Familielivet taltes kun Dansk og der udtaltes og fremhævedes for mig, hvor dansk just Hertugen var, hvilken Uret Kjøbenhavnerne i deres feilagtige Dom gjorde ham. Mindst anede jeg da, hvor snart Uveiret vilde bryde løs. – Jeg blev her hele fjorten Dage, det var, som om disse vare en Forberedelse paa al den Lykke og Velsignelse, der skulde møde mig, naar jeg kom til Tydskland. Egnen ved Flensborg Fjord er unegtelig en af de meest maleriske i det Slesvigske; her er store Skove, bjergagtige Høider og altid Afvexling med den bugtede Fjord og de mange stille Ferskvands-Søer. Selv Efteraarets svævende Taager gav Landskabet noget end mere malerisk, noget fremmed for Øboeren, der kun i mindre Maalestok seer hos sig en saadan Natur. Der var smukt ude, der var velsignet inde; og her i festlig og fyrstelig Overflødighed blev til et af Eventyrene, der skildrer Savn og Nød, "den lille Pige med Svovlstikkerne". Udgiveren af en dansk Folkekalender sendte mig tre forskjellige Træsnit og bad mig om jeg til eet af disse vilde skrive ham en lille Historie og jeg valgte Billedet med den fattige lille Pige, der sidder med Svovlstikkerne i Forklædet og holder et Bundt i Haanden.

Med Indbydelsen til oftere at vende tilbage til Gravensteen og Augustenborg forlod jeg et Sted, hvor jeg havde nydt lykkelige Dage; en tung, blodig Tid skulde gaae op herover; jeg har ikke havt Hjerte til at see disse Egne igjen – de sidste Toner der klang for mig derfra, vare "Lotte ist todt!" – Prindsesserne af Augustenborg spillede den i ungdommelig Munterhed, Erindringen om hiin Tid og dens Efterklang er et smerteligt Echo – "todt! – todt!" –

At opholdet på Gråsten var en forsmag på lykkelige dage i det Tyskland, hvor hans succes var ubestridt – mens den fulde anerkendelse hjemme stadig lod vente noget på sig – står stadig ved magt. Men i den danske selvbiografi fra tiden efter treårskrigen er det Andersen magtpåliggende at betone sine sarte danske fornemmelser over for de politiske spændinger i Slesvig og at slå en tyk streg under afskeden. Den lykkelige idyl er død og borte, og det er uigenkaldeligt. Men samtidig beretter han i de samme rosenrøde vendinger som tidligere om selve opholdet på Gråsten, hvor intet antidansk kom til orde overhovedet, og hvor han selv spiller naiv og umistroisk over for den aftenlige afsyngen af Slesvig-Holsten-sangen.

Hvis man konsulterer dagbogen, vil man se, at stemningen på Gråsten var mere blandet, end Andersen bagefter har givet udtryk for. Ved taflet d. 13. stikler hertugen til ham ved at sige, at hans landsmænd nok har skræmt ham fra at komme til sølvbrylluppet. Den næste dag spøger hertugen dog med ham, og da Andersen d. 14. på en udflugt via Sønderborg til Augustenborg på tilbageturen får det for koldt i vognen, låner hertuginden ham sin kåbe til at tage over, og glad noterer han da: "man seer de ere nydelige mod mig".

Andersen læser eventyr både på dansk og på tysk, og han bliver under opholdet tegnet og malet af den tyske maler Carl Hartmann, der også opholder sig på Gråsten. Men så mistror han pludselig hertugen for tilsyneladende at have et eller andet imod ham, for d. 20. noterer han i dagbogen: "Hertugen ikke talt et Ord til mig hele Aftenen; uhyggelig". Men dagen efter er alt godt igen, da hertugen opfordrer ham til at aflægge besøg igen på hjemrejsen, og Andersen bliver da i så godt humør, at han om aftenen underholder både med at synge og med at lave papirklip. Da han skal af sted, beder hertuginden ham om at skrive, om at komme igen og "blive en gammel Ven af dem" (dagbogen d. 22. november). Men allehånde små og større uheld indtræffer på turen til Flensborg og videre til Altona og Hamborg, så Andersen ligefrem ser det som ulykkesvarsler. Altså ganske langt fra den lykkeberusende optakt til Europa-rejsen, som han senere gav det udseende af.