Gå til leksikonoversigt

Aabenraas historie 1830-1870 (Nationale modsætninger)

Forfatter: Hans Schultz Hansen

Endnu omkring år 1830 hyldede folk i Aabenraa den danske konge som deres enevældige hersker. Man følte sig på én gang som aabenraaer, slesviger og borger i den dansk-tyske helstat. Men snart fik den slesvig-holstenske bevægelse vind i sejlene i Aabenraa - eller Apenrade, som alle sagde dengang. I første omgang som en liberal strømning, der i 1830 greb Hans Kopperholdt, redaktør og udgiver af byens tysksprogede ugeblad "Allgemeines Wochenblatt". Han krævede reformer i det enevældige system. I 1839 blev hans blad forbudt af de konservative myndigheder.

Fra slutningen af 1830'erne blev den slesvig-holstenske bevægelse mere og mere national. Hertugdømmerne skulle danne en selvstændig stat uafhængig af Danmark, men gik i stedet med i Det tyske Forbund. Denne tanke vandt stor tilslutning i Aabenraas overklasse af købmænd, skibsredere og velstående håndværkere. I 1842 krævede flertallet af skibsredere og kaptajner i Aabenraa, at deres skibe skulle sejle under slesvig-holstensk flag i stedet for Dannebrog, ligesom skibsstemplet "Dansk eiendom" skulle erstattes af "Schleswigholsteinisches Eigenthum". Aabenraa bys repræsentant i den slesvigske stænderforsamling var en førende slesvig-holstener, og det var en aabenraaer, dr. A.W. Neuber, der skabte det slesvig-holstenske slagord "Up ewig ungedeelt".

Men i Aabenraa fik danskheden også indpas. Den invalide urmager Frederik Fischer begyndte i 1839 at udgive "Königlich priviligiertes Apenrader Wochenblatt" - på tysk, men med et dansksindet indhold. I 1840 skiftede bladet sprog og navn til "Kongelig privilegerede Ugeblad for Aabenraa". Det vakte imidlertid så stor forargelse, at Fischer brugte byens gamle danske navn i stedet for Apenrade, at han måtte skifte titel til "Kongelig privilegeret Apenrader Ugeblad".

Da den slesvig-holstenske opstand brød ud den 24. marts 1848, blev den provisoriske regering straks anerkendt af borgmester og byråd i Aabenraa. Men nu viste det sig, at ønsket om at beholde den danske konge og blive i den danske helstat var langt stærkere, end man hidtil havde troet, særlig blandt småborgerne, skibstømrerne og de menige søfolk. Da byens dansksindede i december 1848 oprettede "Frederiksklubben" opkaldt efter kong Frederik 7., skrev Frederik Fischer: "Vore medborgere har rejst sig, og jeg føler ordentlig mit hjerte banke, når jeg tænker på, at den fædrelandskærlighedens lue, som jeg i så lang tid forgæves har arbejdet på at oppuste, og til trods for al tilsyneladende frugtesløshed i mine bestræbelser aldrig har tvivlet om at få at se, nu på én gang, under så vanskelige omstændigheder og så mægtig er frembrudt, og - hvad det vigtigste er - holder sig. Vi behøver ikke længere at skamme os ved at være aabenraaere".

Efter det slesvig-holstenske nederlag i 1850 fik byen dansk borgmester og byråd, dansk sprog blev indført i forvaltningen, kirken og skolen, Aabenraa blev byens officielle navn, og fra nu stemte byen med stort flertal den dansksindede farver Martin Bahnsen ind i den slesvigske stænderforsamling. I 1864 vendte billedet på ny. Efter det danske tilbagetog fra Danevirke og de preussiske troppers indtog blev der på Søndertorv gennemført en hyldning af den augustenborgske prins Friedrich "der Achte" som hertug over Slesvig-Holsten. Flertallet af aabenraaerne stod dog ikke bag dette, og preusserne ville heller ikke anerkende hertugen og indlemmede i stedet i januar 1867 hertugdømmerne i kongeriget Preussen. Ved det første valg til den nordtyske rigsdag i februar 1867 var der stadig et dansk flertal på 54 % i Aabenraa.