Gå til leksikonoversigt

Aabenraas historie 1864-1920

Fofatter: Arkivar Kim Furdal

Sønderjyllands indlemmelse i 1864 i Preussen og fra 1871 Det tyske Kejserrige betød økonomisk og politisk et skifte for Aabenraa købstad. Befolkningstallet stagnerede, så købstaden i 1895 havde 5.564 indbyggere, kun to flere end i 1867. Herefter gik det stærkt. Fra 1895 voksede indbyggertallet i Aabenraa købstad og Kolstrup landsogn fra 6.130 til 7.961 i 1921. Det var en vækst på 30 %.

Med befolkningsvæksten skød nye kvarterer op uden for bybakken, mens befolkningstætheden voksede i den gamle bykerne. Byudviklingen skete ud ad Nørre Chausse (Haderslevvej), hvor der allerede i 1874 blev opført tre villaer (nr. 46-50). Ud ad Forstallé opstod et mindre kvarter i perioden 1900-1910. Især fik bygmester Peter Callesens stort anlagte planer betydning for området Lavgade, Callesensgade og Forstallé. Mens byens borgerskab flyttede ud i de nye villakvarterer, udviklede gaderne i den gamle bykerne med undtagelse af Storegade og Ramsherred sig til arbejderkvarterer.

Med byens vækst blev der i stigende grad behov for en regulering af kommunegrænserne i forhold til den lille nabokommune Kolstrup. I 1883 blev en del af kommunens areal indlemmet, som syvdoblede Aabenraas areal og i 1901 blev resten af Kolstrup indlemmet i købstaden. Denne udvikling blev skabt af en økonomisk udvikling fra begyndelsen af 1890'erne. Byen var i perioden fra ca. 1830 frem til slutningen 1870'erne præget af søfarten og den store værftsindustri, der kulminerede i kriseåret 1857. I 1864 var Aabenraa således Sønderjyllands førende søfartsby med en langt større tonnage end Flensborg. I 1857 beskæftigede de seks værfter 4-500 mand. Endnu i 1870 sejlede Aabenraaskibe på Kina og Ostindien, men snart blev byens handelsflåde og værftsindustri udkonkurreret af Flensborgs voksende flåde af dampskibe, så Jørgen Paulsens skibsværft lukkede som det sidste i 1883.

Perioden fra 1870'erne frem til begyndelsen af 1890'erne blev en krisetid for Aabenraa, men herefter begyndte det økonomiske opsving i Det tyske Kejserrige at slå igennem. Byen oplevede en spirende industrialisering. I 1880 blev Apenrade Aktie-Bryggeri opført på Haderslevvej og i 1899 blev Callesens Motorfabrik grundlagt i Lavgade. Det var dog handelen over havnen, som for alvor bragte byen gennem krisen og som betød grundlæggelsen af en række firmaer som bl.a. Overbecks kalkværk og tømmerhandel, det senere Cimbria i 1881, J.P. Tops jern- og stålforretning i 1897 mens Voetmanns tømmerhandel på havnen i 1909 havde udviklet sig til en af de betydeligste arbejdspladser med 56 ansatte.

I 1868 fik byen den første jernbaneforbindelse med anlæggelsen af statsbanen til stationen i Rødekro og med småbaneloven i 1892 fik byen i 1899 en smalsporet amtsbane fra Aabenraa over Felsted til Gråsten. Denne blev udbygget med en kleinbane over Løjt-Hovslund til Løgumkloster.

Kulturlivet i Aabenraa var gennem perioden præget af de nationale spændinger mellem dansk og tysk med oprettelse af foreninger og institutioner for de to befolkningsgrupper. I 1900 købte Sprogforeningen Schweitzerhalle ved Haderslevvej og gjorde den til et dansk forsamlingshus under navnet Folkehjem. Og i 1904 blev Sct. Jørgens kirke indviet som en dansk frikirke. Det var dog ikke alle initiativer på kulturområdet, som var et led i den nationale kamp. I 1888 åbnede således Aabenraa Museum, som det første i Nordslesvig.

Politisk blev byen præget af det nationale skift i 1864. I 1867 fik Slesvig-Holsten en ny købstadslov, som frem til 1920 regulerede bystyret. Fra 1867 var Albrecht von Krogh byens borgmester og han kunne efter valget i 1869, der gav flertal til et tysksindet byråd, føre en klar fortyskningspolitik. Ved valget i 1878 fik mere moderate kræfter i den tyske befolkningsgruppe indvalgt fire repræsentanter og de danske indvalgt apoteker P. Stisgaard, som den første danske repræsentant. von Kroghs borgmesterperiode blev præget af strid i den tyske gruppe og efter valget i 1881 blev han efterfulgt af Adolph Vreden, da regeringen i Kiel ikke ville godkende von Kroghs valg.

Mens von Kroghs var blevet kritiseret for sin forvaltning af den danske befolkning, blev Vreden betragtet som en dygtig borgmester af de danske. I stedet blev Vreden angrebet af den tyske befolkningsgruppe for administrationen af bykassen. Røret omkring Vreden kulminerede da han efter eget ønske gik på pension i 1898. I stedet blev Gustav Rickmers valgt som borgmester. Han førte en upolitisk forvaltning, formåede at holde sig uden for det indre tyske modsætningsforhold og mange danske stemte på han ved valget i 1910. Kort før sin 50 års fødselsdag blev han ramt af et hjerteslag. Rickmers blev efterfulgt af Thomas Ries. Denne fungerede til september 1917, hvor han blev efterfulgt af Wilhelm Schreck, som virkede frem til Genforeningen i 1920.